USA: Stabil inflation peger på fortsat moderate renteløft

Der er fortsat et godt stykke op, før kerneinflationen i USA rammer centralbanken Federal Reserves inflationsmål.

Der er fortsat et godt stykke op, før kerneinflationen i USA rammer centralbanken Federal Reserves inflationsmål. Men en kerneinflation på 1,5 pct. i juni mod målsætningen om 2 pct. betyder dog fortsat en uændret udsigt til moderate rentestigninger i USA, vurderer seniorstrateg hos Nordea Morten Hessner.

PCE-indikatoren for juni er uforandret i forhold til niveauet i maj, som tirsdag blev oprevideret fra 1,4 pct.

- Udviklingen i kerneinflationen er afgørende for Fed, og selv om PCE-indikatoren var uændret 1,5 pct. i dag i forhold til maj, så var der tale om en oprevidering af maj-tallene fra 1,4 pct. til 1,5 pct. De 1,5 pct. er dog stadig ganske langt fra Feds langsigtede målsætning om et niveau på 2 pct., særligt når man tager det stramme arbejdsmarked i betragtning, siger Morten Hessner i en kommentar.

Nordea fastholder efter offentliggørelsen, at investorer bør have en overvægt af aktier i porteføljen frem for obligationer.

- For aktieinvestorerne betyder dagens tal, at Fed kan fortsætte med at stramme pengepolitikken i et afmålt tempo, uden at det forhindrer fortsatte stigninger på aktiemarkedet. For obligationsinvestorerne betyder dagens tal, at udsigten til moderate rentestigninger i USA er uændret, hvilket gør det vanskeligt for investorerne at skabe afkast i obligationsmarkedet, påpeger Morten Hessner.

Centralbanken har indtil videre hævet renten to gange i 2017 og har indikeret at ville stramme pengepolitikken yderligere.

/ritzau/FINANS