USA: Positive regnskaber overdøves af fald i Europa

Kursfald på de europæiske aktiemarkeder har som ventet inspireret til en let negativ åbning på Wall Street tirsdag, hvor flere selskaber ellers har præsenteret ganske fine regnskabstal.

Traders work on the floor of the New York Stock Exchange (NYSE) in New York City, U.S., July 28, 2016. REUTERS/Brendan McDermid Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID

De amerikanske aktier slipper da også billigere end sine europæiske kollegaer.

Således falder Europa Stoxx 600-indekset med 0,8 pct., mens de tre toneangivende amerikanske indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones er åbnet omkring 0,2 pct. nede.

Procter & Gambles regnskab var rar læsning for aktionærerne og har sendt forbrugsvaregigantens aktie i vejret med 0,7 pct. I fjerde kvartal af regnskabsåret 2015/16 leverede selskabet en såkaldt kerneindtjening per aktie på 79 cent mod ventet 74 cent ifølge estimater fra Bloomberg News. Omsætningen blev 16,1 mia. dollar mod ventet 15,8 mia. dollar.

Også sygekassen og apotekerkæden CVS Health havde godt nyt og en opjustering i ærmet ved sin regnskabsaflæggelse, og det har sendt aktien 3,8 pct. højere.

Derimod falder Pfizer med 1,5 pct., selv om såvel indtjening som toplinjen i medicinalkæmpens kvartalsregnskab var bedre end ventet. Det justerede resultat per aktie landede på 0,64 dollar, hvilket var 2 cent mere end ventet af analytikerne ifølge Bloomberg News. Omsætningen blev 13,15 mia. dollar, mens analytikerne blot regnede med et salg på 13,01 mia. dollar.

Blandt bilproducenterne falder Ford med 2 pct. og General Motors ligger 2,2 pct. nede. Fords bilsalg bakkede med 3 pct. i juli, mens analytikere ifølge Bloomberg blot havde ventet et fald på 0,5 pct. For General Motors var salgsudviklingen ikke meget bedre, idet det faldt 1,9 pct. mod et ventet minus på 1 pct.