USA: Orkanen Irma og Nordkorea holder investorer på sidelinjen

Der er lagt op til små kursfald på det amerikanske aktiemarked fredag, hvor orkanen Irma er på vej ind over USA, og risikoen for en optrapning i Nordkorea-konflikten samtidig ligger i investorernes bevidsthed.

Der er lagt op til små kursfald på det amerikanske aktiemarked fredag, hvor orkanen Irma er på vej ind over USA, og risikoen for en optrapning i Nordkorea-konflikten samtidig ligger i investorernes bevidsthed.

Omkring en time før handelsstart falder futures 0,2-0,4 pct. for de tre toneangivende aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

- Det er ikke overraskende at se lidt mindre risikoappetit, forud for en weekend hvor en ny orkan rammer USA. Specielt når der er en fortsat geopolitisk trussel fra Nordkorea, siger Mike van Dulken, der er analytiker ved børsmægleren Accendo Markets, til Marketwatch.

Orkanen Irma vil ifølge prognoserne ramme Florida sent lørdag eller tidligt søndag, og ødelæggelserne risikerer ifølge Marketwatch at blive endnu værre og dyrere end orkanen Harvey i forrige uge, hvor skaderne er løbet op i 190 mia. dollar indtil videre.

Selskabsmæssigt kan der komme fokus på Facebook, der ifølge Wall Street Journal er parat til at satse på tv-serier.

Ifølge det amerikanske medie skal Facebook være villig til at bruge omkring 1 mia. dollar, eller 6,2 mia. kr., på at producere indholdet, som skal tage kampen op med HBO og Netflix, der i forvejen sidder tungt på markedet for streaming og tv-serier. Facebook-aktien falder 0,2 pct. i formarkedet.

Kreditbureauet Equifax går en hård fredag i møde, da selskabet har været ramt af et hackerangreb, hvor oplysninger som personnumre og kreditkortnumre på 143 mio. amerikanere er blevet hacket. Aktien falder 13 pct. i formarkedet.

Før åbningen af aktiemarkedet har supermarkedskæden Kroger offentliggjort regnskab for andet kvartal, hvor salget steg 0,7 pct., hvilket overgik forventningerne blandt analytikerne, som havde ventet en vækst på 0,4 pct.

Alligevel falder aktien 5 pct. i formarkedet, og ifølge Bloomberg News hænger det sammen med udsigt til stigende konkurrence på markedet.

/ritzau/FINANS