Godmorgen,
Velkommen til endnu et aktienyhedsbrev med spændende udviklinger på aktiemarkederne.
Vi bliver i handelskrigen mellem Kina og USA, der ser ud til potentielt at blusse op endnu en gang. USA gør nu nemlig alvor af præsident Donald Trumps twitter-trusler og vil øge toldsatster på kinesiske varer for 200 mia. dollar. Det sker, efter Kina ifølge de amerikanske topforhandlere har løbet fra deres tidligere løfter i forhandlingerne.
»Vi følte, at vi var på sporet mod et eller andet. Over den seneste uges tid har vi set en erosion i engagementet hos Kina,« sagde den amerikanske handelsrepræsentant Robert Lighthizer på et pressemøde mandag ifølge Bloomberg News.
Sving i Asien
Præsidenten tweetede søndag en række varsler for, at toldsatserne på varerne ville blive øget fra ti til 25 pct. Årsagen skulle ifølge præsidenten findes i, at forhandlingerne med Kina går for langsomt.
Udmeldingerne havde fra morgenstunden mandag dramatiske følger på aktiemarkederne. Ifølge Wall Street Journal oplevede den kinesiske børs i Shanghai og Shenzen deres største fald siden 2016, og den amerikanske Dow Jones endte dagen med en nedgang på 0,3 pct. De amerikanske kurser kom dog under kontrol hen på dagen i New York grundet en optimisme for, at en aftale kan landes, skriver Financial Times.
Nu har Robert Lighthizers kommentar dog igen fået kurserne til at svinge, og især Asien har igen oplevet de største forandringer. De kinesiske kurser har tirsdag morgen oplevet en lille stigning med én pct. efter at være faldet med 5,8 pct. mandag, mens Hong Kongs Hang Seng indeks var oppe på næsten 0,6 pct. efter at være faldet med mere end 2,8 pct. dagen før.
Japans Nikkei faldt ligeledes med 1,5 pct. efter at være vendt tilbage fra at være helligdagslukket, mens den sydkoreanske Kopsi også faldt med over 0,9 pct., skriver Financial Times.
Alt håb ikke ude
På aktiemarkedet venter analytikere og investorer dog stadig med spænding, men håbefuldt. Den kinesiske delegation med vicepremierminister Liu He i spidsen ventes nemlig at ankomme til Washington nu på torsdag og fredag for at fortsætte forhandlingerne.
Der er altså stadig håb for, at de to lande kan lande en aftale, og det kan give ro på bagsmækken på markederne fremover, selvom der stadig er alvorlige knaster i forhandlingerne, skriver Bloomberg.
»Det er efterhånden gået op for dem, at de ikke får en altafgørende aftale, den store aftale, som de håber på, og at der stadigvæk er et stort arbejde forude. Vores bedste gæt er, at disse toldsatser vil blive implementeret på fredag, men vil derefter blive tilbagerullet relativt hurtigt,« siger Oliver Pursche, markedsanalytiker hos Bruderman Asset Management.
Markederne lige nu
Asien
Japan Nikkei 225: -1,5 pct.
Hongkongs Hang Seng: +0,2 pct.
China Shanghai Composite: +0,3 pct.
China CSI 300: +0,8 pct.
Taiwan Taiex: +0,9 pct.
Sydkorea Kospi: -1,1 pct.
Singapore STI: +0,2 pct
Europe (futures)
Euro Stoxx 50: -0,5 pct.
Tysklands DAX 30: -0,4 pct.
Storbritanniens FTSE 100: -0,2 pct.
USA (futures)
S&P 500: -0,6 pct.
Nasdaq: -0,7 pct.
Dow Jones Industrial Average: -0,6 pct.