USA-aktier: Utrygge investorer lægger op til negativ åbning

Foto: LOIC VENANCE. Handlen med futures på de tre ledende amerikanske aktieindeks peger før åbningen i negativ retning med et fald for S&P 500-futuren, Nasdaq-futuren og Dow Jones-futuren på omkring 0,3-0,4 pct.
Læs mere
Fold sammen

Der er lagt op til en negativ åbning af de amerikanske aktiemarkeder torsdag eftermiddag inspireret af tilbagegang i både den asiatiske og den europæiske handel.

Stemningen er ifølge Bloomberg News generelt præget af bekymring for forstærkelse af handelskrisen mellem USA og såvel Kina som Europa.

Kina kalder amerikanske beskydninger, om at præsident Xi Jinping blokerer for forhandlinger, for falske. Og samtidig forlyder det, at EU er i færd med at udarbejde en liste over amerikanske varer, der kan belægges med told, hvis det ikke lykkes at forhandle en aftale om toldtariffer på plads med præsident Donald Trump i næste uge.

Handlen med futures på de tre ledende amerikanske aktieindeks peger før åbningen i negativ retning med et fald for S&P 500-futuren, Nasdaq-futuren og Dow Jones-futuren på omkring 0,3-0,4 pct.

På listen over regnskabsrelaterede kursbevægelser ses IBM, der stiger 2,3 pct. i formarkedet på baggrund af onsdagens oplysninger om bedre salgsvækst og bedre udbytte af koncernens cloud-aktiviteter samt en bedre end ventet bundlinje.

Ebay, der også leverede regnskab efter markedslukning onsdag, trækker i den anden retning med et fald på 8,2 pct. i formarkedet i bekymring for salgsudviklingen i den forestående feriesæson og nedjustering af omsætningsforventningerne.

Domino's Pizza er blandt dagens regnskabsaktuelle selskaber, og kæden har før åbningen præsenteret en omsætning på 779,4 mio. dollar i andet kvartal mod 628,6 mio. dollar i samme periode året før, men aktieanalytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en fremgang 786,3 mio. dollar. Pizza-aktien falder 6,0 pct. i formarkedet.

Torsdag har tobakskoncernen Philip Morris offentliggjort et kvartalsregnskab med en indtjening på 1,41 dollar per aktie sammenholdt med forventningerne om et overskud på 1,23 dollar.

Men selskabets prognose om et overskud per aktie på 5,12 dollar per aktie for hele året skuffer markedet, som sender aktien 3,8 pct. baglæns op til markedsåbningen.

Også softwaregiganten Microsoft ventes at offentliggøre regnskab torsdag. Microsoft-aktien taber 0,5 pct. i formarkedet.