USA-aktier: S&P faldt marginalt trods stigninger i teknologiaktier

Foto: SCOTT OLSON. Det brede S&P 500-indeks endte onsdag i rødt for fjerde dag i træk.
Læs mere
Fold sammen

De amerikanske aktier lukkede igen med kursfald i det brede marked onsdag, hvor beskedne stigninger i teknologisektoren ikke var nok til at trække det bredere marked i plus efter dyk i energiaktierne på baggrund af faldende oliepriser.

Det brede S&P 500-indeks endte i rødt for fjerde dag i træk, omend der næsten skulle lup til at se indeksfaldet, der med 0,3 point sendte det brede indeks til 2629,27. Fire dages fald i træk er ikke set siden marts.

Dow Jones-indekset sluttede med tab for anden dag i træk. Det 121-årige indeks lukkede med et minus på 0,2 pct. i 24.140,91, mens Nasdaq-indekset endte som dagens eneste gevinstgivende indeks efter et plus på 0,2 pct. til 6776,38.

Torsdag morgen er investorerne anderledes positive. De amerikanske aktiefutures ligger samtidig med gevinster på 0,2-0,4 pct.

Rekylet i den ellers så kraftige sektorrotation, der blev set i sidste uge, understreger investorernes usikkerhed over for de to versioner af skattereformen, der er opstået i republikanernes forslag fra henholdsvis Senatets og Repræsentanternes Hus.

Senatets version omfatter en bevarelse af virksomhedens alternative minimumskat, AMT, der har effekt på især teknologivirksomhederne, mens versionen fra Repræsentanternes Hus specifikt har elimineret skatten.

»Det er svært at spekulere i, hvad det endelige lovforslag vil indeholde,« siger chefstrateg Sean O'Hara fra Pacer Financial Inc. til Reuters.

Begge versioner opererer dog med en generel reduktion i selskabsskatten til 20 pct., der vurderes at øge S&P 500-virksomhedernes indtjening næste år med 9 pct.

IT i top

Teknologisektoren blev dagens bedste segment med en stigning på 0,8 pct. i S&P 500-sammenhæng.

Sidste uges store kurstab til de store it-selskaber blev vendt, og onsdag steg Microsoft 1,5 pct., Facebook øgede 1,9 pct., mens Googles moderselskab, Alphabet, lukkede 1,3 pct. højere.

Tech-sektoren fik følgeskab af forbrugeraktierne, der med en stigning på 0,6 pct. fortsatte den positive fremgang, der er set i den seneste uges tid.

Modsat lå energiaktierne helt i bund på grund af prisfald i oliemarkedet efter en overraskende stigning i de amerikanske lagre af raffinerede produkter. Det blev opfattet som et tegn på vigende efterspørgsel og gik især ud over efterforskningsselskaber som Schlumberger, der dykkede 2,2 pct., og Devon Energi der faldt 3,9 pct.

På sektorbasis var tabet på 1,3 pct.

»Energisektoren har set markante stigninger i løbet af den sidste måneds tid, så jeg tror, at den her lageropbygning bliver betragtet som en katalysator for at tage noget af gevinsterne hjem,« siger chefinvestor Mike Baele fra US Bank Private Client Wealth Management i Oregon til Reuters.

Segmentet blev fulgt til dørs af telesektoren, der lukkede 0,9 pct. lavere.

Blandt enkeltaktierne var der igen udsving i Walt Disney og 21st Century Fox. Hvis Disneys overtagelse af en stor del af Fox' aktiviteter lykkes, forventer Disneys nuværende administrerende direktør, Bob Iger, at forlænge sin kontrakt med »to til tre år«. Investorerne kvitterede med at sende Disney 1,6 pct. ned, mens 21st Century Fox steg 0,7 pct.

/ritzau/FINANS