USA-aktier løftes trods skuffende ordretal

Det amerikanske aktiemarked løfter sig lidt mandag trods skuffende tal for ordreindgangen af varige forbrugsgoder og futures, der pegede mod misfornøjede indeks fra start.

Indekset over de tunge industriaktier, Dow Jones, peger 0,1 pct. op, mens det brede S&P 500 indeks stiger 0,2 pct. Det teknologibaserede Nasdaq-indeks løftes 0,3 pct.

Ordreindgangen af varige forbrugsgoder skuffede for juli. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et fald i ordreindgangen på 4,0 pct., men realiteten viste sig at være et fald på 7,3 pct., men den negative overraskelse pressede kun kortvarigt futures på de tre aktieindeks.

Mandagens markante aktier er fra starten de to medicinalaktier Amgen og Onyx. Amgen tilbyder at købe Onyx Pharmaceuticals, der er specialiseret inden for kræftforskning og -produkter, for 10,4 mia. dollar. Amgen byder 125 dollar pr. Onyx-aktie. Handlen synes gunstig for begge parter. Kursen på Onyx stiger 5,7 pct., mens Amgen-aktien sætter fra med 5,3 pct. som dagens foreløbige højdespringere.

Anadarko er også på vej med en virksomhedshandel. Olieselskabet har solgt en 10 pct. andel af rettigheder i et gasfelt i Mozambique for 2,6 mia. dollar til indiske Oil and Natural Gas Corp. Anadarko beholder selv 26,5 pct. og forbliver operatør på feltet. Olieaktien stiger fra børsstart 1,8 pct.

Fødevareproducenten Tyson Foods' aktier falder 2,5 pct., efter at Bank of Americas analytikere, Ryan Oksenhendler og Bryan Spillane, har sænket deres anbefaling af aktien til "neutral" fra "hold".

For Microsoft-aktien er der dønninger efter fredagens kursspring på 7,3 pct. forårsaget af nyheden om, at topchefen Steve Ballmer vil træde tilbage i løbet af de næste 12 måneder. Ved mandagens åbning trækkes aktien 1,0 pct. ned.