USA aktier: Kursfald fortsatte på frygt for global hendelskrig

De amerikanske aktier dykkede igen onsdag, efter at præsident Donald Trump nok engang raslede med told-sablen i forsøget på at nedbringe USA's enorme handelsunderskud med Kina gennem specifikke toldsatser rettet mod »Riget i Midten«.

Amerikanske kursfald skyldtes primært den verserende frygt for en global handelskrig.
Læs mere
Fold sammen

Investorerne frygter for gengæld og en eskalering til en global handelskrig, der potentielt øger omkostningerne og skader amerikansk eksport.

Onsdag lukkede S&P 500-indekset med et fald på 0,6 pct. til 2749,48. Dow Jones-indekset sluttede med et minus på 1,0 pct. til 24.758,12, mens Nasdaq endte med et dyk på 0,2 pct. til 7496,81.

Omsætningen var på 6,5 mia. aktier og dermed tæt på det 20-dages glidende gennemsnit på 7,1 mia. aktier.

Torsdag morgen er de negative tendenser sat på pause. De amerikanske futures ligger med stigninger på omkring 0,1 pct.

Trumps korstog mod Kinas eksport til USA vil ifølge Reuters-kilder i første omgang betyde importtakster på op til 60 mia. dollar på kinesisk import målrettet teknologi, telekommunikation og beklædning.

Importtolden er ifølge Det Hvide Hus et forsøg på at presse Kina til at reducere handelsoverskuddet over for USA med 100 mia. dollar.

- Nu hvor regnskabssæsonen er afsluttet, er den seneste udvikling i Washington endnu mere fremtrædende for investorerne. Set fra et økonomisk synspunkt, fortsætter den potentielle effekt fra importtaksterne helt klart med at ryste markederne, siger investeringschef Brad McMillan fra Commonwealth Financial Network i Massachusetts til Reuters.

Fra nøgletalsfronten var det et svagere detailsalget end forudset i februar. Salget faldt med 0,1 pct. på månedsbasis, mens økonomerne havde satset på en stigning på 0,3 pct.

Det hører dog også med til historien, at tallet for januar blev oprevideret til et fald på 0,1 pct. sammenlignet med december. Tidligere var tilbagegangen her opgjort til 0,3 pct.

Uden bil- og benzinsalg var væksten som ventet på 0,3 pct.

Producentpriserne steg samtidigt 0,2 pct., hvor økonomerne havde ventet en stigning på 0,1 pct.

På årsbasis var der tale om en stigning på 2,8 pct., hvilket var som ventet.

Eksklusive fødevarer og energi - kerneproducentpriserne - lå 0,2 pct. højere end i måneden før, mens den årlige stigningstakt var på 2,5 pct.

Der var ventet stigninger på henholdsvis 0,2 og 2,6 pct.

DEFENSIVE PAPIRER ENESTE POSITIVE AKTIER

Der var tab i ni af de 11 undergrupper i S&P 500 onsdag. Kun de defensive selskaber som forsyning og ejendom klarede frisag med stigninger på henholdsvis 1,0 pct. og 0,1 pct.

Råvarer, der vil tabe på Trumps importtold, blev til gengæld hårdt ramt med fald på 1,3 pct., mens finans og industri måtte se tab på 1,2 pct. og 1,1 pct. i øjnene.

De svage detailsalgsdata gav genlyd i forbrugeraktierne, der dykkede knap 1,3 pct., mens telekommunikation, der er en anden af de sektorer, der bliver ramt af Trumps importtold, mistede 0,8 pct.

Trumps allerede indførte takst for stål- og aluminiumimporten har udløst trusler om gengældelse fra handelspartnere. Boeing anses som særligt sårbar over for sådanne tiltag. Boeing droppede 2,5 pct.

Den amerikanske smykkekæde Signet Jewelers, der forhandler Pandora-smykker, skuffede med en svag indtjeningsprognose. Ínvestorerne kvitterede med at sende smykkekæden godt 20 pct. ned.

/ritzau/FINANS