USA-aktier: Jobfesten faldt sammen

Der var kortvarigt lagt op til den helt store fest blandt de amerikanske aktier fra handelsstart fredag, men flere af gæsterne forlod festlighederne, før de for alvor var gået i gang, og så endte det hele med moderate stigninger fra start.

En del af stigningerne kan endda tilskrives det efterslæb, som de amerikanske aktier havde torsdag, hvor der blev fejret Uafhængighedsdag på den anden side af Atlanten.

En særdeles positiv jobrapport fra USA, der viste en jobskabelse uden for landbruget på 195.000 personer mod ventet 165.000 personer fik ellers pisket en stemning op - både blandt de europæiske aktier og obligationer, men også blandt futures i USA, der en overgang var helt oppe i et plus på 1,3 pct. for de tre toneangivende indeks.

Efterhånden som markedet fik tygget sig igennem hele arbejdsmarkedsrapporten, begyndte frygten for, at de positive tal vil betyde en snarlig opstramning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, så småt at brede sig, og efter 10 minutters handel ligger de tre toneangivende indeks, Dow Jones, Nasdaq og S&P 500, alle med stigninger omkring 0,5 pct.

Særligt den finansielle sektor er i fremgang fredag. Morgan Stanley stiger således med 0,9 pct. til 24,26 dollar fra start, Goldman Sachs ligger 1,3 pct. højere i 152,40 dollar, mens Citigroup stiger med 0,9 pct. til 48,10 dollar fra start.

På negativsiden falder computerproducenten Dell med 1,2 pct. Aktien er stadig ramt af volatilitet på grund af den verserende opkøbskamp omkring selskabet.