USA-aktier: Investorerne afventer topmøde mellem USA og Nordkorea

REUTERS/Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST

Det amerikanske aktiemarked åbner med ganske små udsving mandag, hvor investorerne ser frem mod topmødet mellem USA og Nordkorea tirsdag og vigtige centralbankmøder senere på ugen.

Efter kort tids handel stiger S&P 500-indekset 0,04 pct., Dow Jones åbner 0,05 pct. højere, mens Nasdaq-indekset stiger 0,06 pct. Fredag steg indeksene 0,1-0,3 pct.

USA's præsident, Donald Trump, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, mødes natten til tirsdag i Singapore, hvor de blandt andet skal drøfte Nordkoreas atomprogram.

- Usikkerhed omkring forholdet mellem Trump og Kim Jong-un har det seneste års tid været en af de største risikomomenter på de finansielle markeder. En mindskning af den usikkerhed burde overvise investorerne om at fortsætte deres investering i globale aktier, skriver Jameel Ahmad, aktiestrateg hos børsmægleren Forextime, i en kommentar ifølge Marketwatch.

G7-MØDE ENDTE KAOTISK

Bag sig har investorerne weekendens G7-møde i Quebec, Canada, der endte lettere kaotisk, da Donald Trump trak sin støtte til en fælles sluterklæring, få timer efter at mødet var sluttet.

Erklæringen kunne ellers have mindsket risikoen for en potentiel handelskonflikt, men den amerikanske præsident var blandt andet utilfreds med, at Canada har indført told på varer fra USA.

På aktiemarkederne verden over har det dog ikke givet anledning til de store bevægelser.

- Markederne har vist sig bemærkelsesværdigt positive om truslen fra en global handelskrig, og weekendens begivenheder synes ikke at have ændret det synspunkt, skriver Rebecca O' Keefe, der er investeringschef hos børsmægleren Interactive Investor, ifølge Marketwatch.

Blandt de amerikanske selskaber er der fokus på Envision Healthcare, som ifølge Bloomberg News står til at blive købt af kapitalfonden KKR i en handel til 5,57 mia. dollar.

KKR betaler 46 dollar per aktie, hvilket svarer til en præmie på 32 pct. sammenlignet med november, hvor Envision Healthcare oplyste, at det overvejede "strategiske alternativer". Envision-aktien stiger 2,6 pct. til 44,78 dollar.

WARREN BUFFET-SELSKAB BLIVER SOLGT

I en anden sektor er den amerikanske byggekoncern USG ved at blive solgt til den tyske byggegigant Knauf til omkring 7 mia. dollar.

Den kendte amerikanske investor Warren Buffet ejer igennem sit investeringsselskab, Berkshire Hathaway, 31 pct. af aktierne af det amerikanske selskab.

Ifølge Bloomberg News agter Berkshire Hathaway at stemme ja til overtagelsestilbuddet, der lyder på 44 dollar per aktie, hvilket er 6,2 pct. højere end kursen, da markederne lukkede fredag. USG-aktien stiger 3,7 pct. til 42,97 dollar i mandagens indledende handel.

Senere i denne uge vil fokus kredse sig om centralbankerne, og onsdag gælder det rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor langt hovedparten af økonomerne venter en renteforhøjelse.

Torsdagen byder på rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB), der kan byde på en tidsplan for en afvikling af bankens opkøbsprogram af obligationer.

/ritzau/FINANS