USA-aktier: Fortsat vigende markeder jo nærmere nye toldsatser kommer

Foto: BRYAN R. SMITH. Arkivfoto fra Wall Street, New York, USA. (Bryan R. Smith / AFP / Ritzau Scanpix)
Læs mere
Fold sammen

Det peger på en dag med vigende aktiemarkeder, når den amerikanske handel åbner onsdag. Futures på de tre ledende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, falder med op til 0,3 pct.

Nedgangen kommer efter en tirsdag, hvor investorerne allerede havde skruet ned for risikoappetitten og solgte ud af aktierne - et udsalg, der spredte sig til de asiatiske og europæiske markeder.

Tirsdag faldt det brede S&P 500-indeks med 0,2 pct., men var dog på et tidspunkt så langt nede som med 0,6 pct. Dow Jones-indekset med blot 30 aktier i sig faldt kun marginalt, og teknologitunge Nasdaq vendte et minus på 0,8 pct. til et fald på kun 0,2 pct.

Der er igen præsident Donald Trump, der er inde i investorernes hoveder - eller nok nærmere den plan han har for at putte for 200 mia. dollar ekstratold på kinesiske varer. Meldingen fra sidste uge skal gennem en høring onsdag, og er der ingen indsigelser, kan den iværksættes.

Samtidig har man fortsat ikke opnået enighed med Canada om en ny handelsaftale, Nafta.

- Der er en række ting, vi absolut må se i en genforhandlet Nafta, sagde den canadiske premierminister, Justin Trudeau, tirsdag og gentog ved den lejlighed, at han ikke vil underskrive en dårlig aftale, skriver Reuters.

På aktiemarkedet kan chipproducenten AMD tiltrække sig lidt opmærksomhed efter et kurshop tirsdag på 11,5 pct. Det var to løftede kursmål fra henholdsvis Jefferies og Cowen, der fik aktien i optur.

AMD stiger 2,8 pct. i formarkedet.

Nike kan ligeledes tage sig endnu en løbetur i manegen. Aktien tabte 3,2 pct. tirsdag, da den tidligere San Francisco 49'ers quarterback Colin Kaepernick afslørede, at han er frontfigur i Nikes jubilæumskampagne for "Just Do It"-sloganet.

Valget af Kaepernick er kontroversielt blandt konservative, fordi han i 2016-sæsonen var den første spiller til at knæle under nationalsangen i protest mod politivold mod afroamerikanere.

Nike genvinder lidt af det tabte onsdag, hvor aktien stiger 0,5 pct. i formarkedet.

/ritzau/FINANS