USA-aktier forlader rekordniveauet

Det amerikanske aktiemarked er åbnet lavere tirsdag eftermiddag, hvor der er flere tegn på, at markedets appetit på risiko er på vej ned.

Blandt andet er den japanske yen styrket, hvilket som regel er finansmarkedernes primære pejlemærke, når det kommer til appetitten på risiko. Det skyldes, at yen ofte bruges som finansieringsvaluta for investeringer i udlandet. Også guldprisen er steget, fremhæver Financial Times, der til gengæld ikke ser en decideret årsag til vendingen på markedet.

Kurserne er dog steget igennem en længere periode, hvilket kulminerede mandag med endnu en rekord til det brede S&P 500-indeks. Tirsdag er S&P 500 åbnet 0,2 pct. lavere. Også Dow Jones- og Nasdaq-indekset falder begge 0,2 pct.

Det fortsat ubesvarede spørgsmål for aktiemarkedet er, hvornår den amerikanske centralbank vælger at skrue ned for sine månedlige støtteopkøb af obligationer. Mandagens taler fra et par af centralbankens beslutningstagere gav ikke noget klart svar på, om det bliver i december eller først til januar.

En rundspørge blandt 35 økonomer, som Bloomberg gennemførte i sidste uge, viser, at omkring en tredjedel, eller 12 økononer, venter en nedtrapning på december-mødet den 17. til 18. december.

Blandt de aktier, der tiltrækker sig opmærksomhed tirsdag, er Rambus, der stiger 15 pct. efter en teknologiaftale med Micron Technology. Parterne er enedes om en patentaftale, der vil give Rambus en indtægt på op til 280 mio. dollar over i de kommende syv år.

De største udsving blandt de store selskaber i Dow Jones står Coca-Cola og Goldman Sachs for. Coca-Cola er åbnet 0,9 pct. lavere, mens Goldman stiger 1,8 pct.

Efter børslukketid kommer der regnskab fra våbenproducenten Smith & Wesson, der er åbnet 2,3 pct. lavere.