USA-aktier: Fokus på Wallgreens og mediekæmper i rolig åbning

Foto: DON EMMERT.
Læs mere
Fold sammen

Der kan komme fokus på Wallgreens, når de amerikanske aktiemarkeder åbner. Apotekerkæden har afleveret resultater for tredje kvartal og annonceret et aktietilbagekøbsprogram. Derudover vil investorerne igen rette opmærksomheden mod kampen om aktierne i 21.st Century Fox.

Den generelle stemning peger på en positiv åbning. Inden åbningen ligger de amerikanske aktiefutures uændret til marginalt stigende. Nasdaq viser den største stigning på under 0,1 pct.

Det brede S&P 500-indeks var på et tidspunkt i onsdagens handel i plus med 0,8 pct., men sluttede med et minus på knap 0,9 pct. Dow Jones-indekset, som blot har 30 aktier i sig og kun meget lidt teknologi, blev også trukket med ned i minus 0,7 pct. Teknologitunge Nasdaq faldt dog mest og tabte 1,5 pct.

En beskæftigelse af, at Det Hvide Hus' hårde linje i handelsspørgsmålet over for Kina er uforandret, og at USA forhandler fra en stærk position, mens den kinesiske økonomi "ikke har det godt", trak aktierne ned.

Torsdag før handelsstart er Wallgreens kommet med regnskab, hvor salget overgik analytikernes forventning, da det landede på 34,33 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News ventede et salg på 34,06 mio. dollar. Samtidig endte den ordinære indtjening per aktie i den høje ende af analytikernes estimat, da den landede på 1,53 dollar.

Selskabet har justeret en smule i forventningerne til netop den ordinære indtjening per aktie for hele året, og apotekerkæden venter nu en indtjening på 5,90-6,05 dollar per aktie mod tidligere 5,85-6,05 dollar per aktie. Analytikernes estimat er 5,96 dollar. Selskabet har annonceret et aktietilbagekøbsprogram for 10 mia. dollar.

Wallgreens falder 0,9 pct. i det amerikanske formarked.

Det vil igen komme fokus på medie- og tv-selskaberne Disney, Comcast og 21.st Century Fox, efter at Disney har fået konkurrencemyndighedernes godkendelse af en mulig overtagelse af Fox.

Nu er investorernes øjne rettet mod Comcast, der ifølge medieforlydender afsøger mulighederne for en kapitalpartner, hvis prisen skulle nå "ekstremt høje" niveauer omkring 90 mia. dollar. Disneys bud er det hidtil højeste og ligger på 71,3 mia. dollar.

I formarkedet stiger Comcast 0,3 pct., mens Disney ligger uændret, og 21.st Century Fox stiger 0,4 pct.

/ritzau/FINANS