USA: 30-årig obligationsrente flirter med rekordlavt niveau

Renten på den toneangivende 30-årige amerikanske statsobligation var fredag formiddag for en kort bemærkning nede i et rekordlavt niveau på 2,19 pct.

Midt på formiddagen handles den 30-årige T-bond dog igen med en rente på 2,21 pct.

Den seneste uges markedspanik efter sidste uges britiske folkeafstemning, der ser ud til at sende Storbritannien ud af EU-samarbejdet efter mere end 40 års medlemskab, har sendt investorerne i favnen på mere sikre investeringsalternativer som eksempelvis statsobligationer, og det har medført stigende kurser og faldende renter på globalt plan.

Også renten på den tiårige amerikanske statsobligation tog sig et ordentligt dyk fredag formiddag, hvor den var nede i underkanten af 1,38 pct. Midt på formiddagen handles det papir med en rente på knap 1,42 pct. Der er dermed også stadig langt op til niveauet på 1,75 pct., som renten sluttede dagen inden, at det britiske afstemningsresultat blev kendt.

Herhjemme tangerede renten på den toneangivende tiårige statsobligation fredag formiddag sin bundrekord på 0,05 pct., men siden er renten atter steget til 0,07 pct.