Ugens aktie: Hvad skal de dog leve af i Sydbank?

Forbliver renterne på nulpunktet, vil det slå bankerne ihjel. Lyspunktet er långivning til boliger og aktivitet med aktier. Vejen frem er en gevaldig strukturrationalisering.

Bankernes indtjeningsgrundlag har forandret sig markant i takt med, at renten næsten er blevet lig nul. Foto: Erik Refner
Læs mere
Fold sammen

Bankerne har overstået den langstrakte bølge af tab efter finanskrisen. Nu er situationen nærmest modsat med tilbageførsel af hensættelser, som alligevel ikke har været nødvendige.

Det har dog taget mange år at fordøje problemerne, og den afgørende medicinske behandling kan måske vise sig at slå baglæns på bankerne.

Metoden har bestået i ekstrem lempelig pengepolitik med det laveste renteniveau siden industrialiseringen i 1800-årene. Mekanismen er yderligere blevet forstærket i lande med et formodet lavt risikoniveau, såkaldte safe havens.

Her er Schweiz den førende nation, og investorer er parat til at betale rente for at få adgang til at opbevare penge i schweizerfranc. Det afspejler valutaens frie stilling uden binding til euroen med mulighed for gevinst ved revaluering og det håndfaste sikkerheds­problem ved at skulle håndtere alternativet i form af opbevaring af cool cash.

Behovet for sikre boksanlæg til fysiske penge og guldbarrer bliver vel næste sted med et boom, og kinesiske aktører siges allerede at være i gang med at satse på sådanne faciliteter. Pengesystemet i ilandene er kørt af sporet, men det er en statshemmelighed.

Bankernes tid er forbi i et samfund med renter på nulpunktet – gratis penge.

Den eneste pris vil være risikopræmien på de forskellige låntagere, og det vil formentlig blive håndteret via garantiforsikringer.

Konto i nationalbanken

Betalingsservice er et selvbetjenings­produkt, som bankerne ikke tjener meget på. Centralbankerne har haft held til at lade denne opgave forblive ude i de kommercielle banker, men dybest set burde enhver borger i et digitaliseret land have en konto (moderne pengepung) i nationalbanken, der jo fortsat udsteder pengene og optræder som det eneste sikre sted.

Den afgørende vækst i efterspørgsel og indtjeningsmulighed drejer sig om såkaldt »lange produkter2, dvs. lån til boliger (realkredit og restfinansieringslån) og pensionsopsparing.

Desuden kan der opnås god indtjening på kapitalforvaltning og ved handelsaktivitet med værdipapirer, valuta og lignende. Indtjeningen i bankerne stagnerer. Det seneste eksempel er Sydbank, og de har heldigvis styr på omkostningerne.

På indtjenings­siden tæller bidraget fra investeringsområdet og aktiviteten med finansiering af fast ejendom. Samarbejdet med Totalkredit (Nykredit-koncernen) er derfor et centralt punkt, og det suppleres af en lignende aftale med DLR (långivning til landbrug).

Mulighederne for opfindsomme satsninger ved placering af den store overskudslikviditet i udvalgte aktiver for egen regning ser ledelsen ikke ud til at turde satse på.

Branchen klemmes

I lighed med andre banker er man udsat for voksende ydre pres på indtjeningen, og det gælder ikke kun her i Danmark.

I Sydbank fremhæver man bankens relativt stærke stilling inden for erhvervskunder som en positiv parameter. Der ser dog ikke ud til at være en salgsoffensiv på vej, så det skal nok opfattes som en tilfreds konstatering.

Der er behov for dynamisk vækst og/eller store besparelser, hvis banken skal forbedre sin præstation. En fremgangsmåde er at reducere kapitalberedskabet fra faste lån og såkaldt efterstillet kapital, der indgår i solvensgrundlaget.

Her kan man spare renteudgifter mod at forøge risikoprofilen. Samme tankegang ligger bag opkøb af egne aktier, altså at drive banken med en lavere egenkapital. Nogen klar udmelding om forandringer foreligger ikke, og det tyder på en uforandret linje med små tilpasninger.

Ledelsen i den store konkurrent Nordea har derimod lanceret en plan om en markant nedskæring og effektivisering i de kommende år.

Samme proces har været i gang i Danske Bank i flere år. Jyske Bank har i de sidste par år været optaget af ekspansionen med BRF-opkøbet og optimering af de to selskabers kundebase.

Den sidste store aktør er Sydbanks samarbejdspartner Nykredit, hvor det hele drejer sig om at bevare status quo. Denne situation kan dog blive forandret, hvis Nykredit fastholder børsnoteringen næste år trods købstilbuddet fra en stribe pensionskasser fredag. Det åbner for adgang til fusioner, da børsnoterede aktier jo er et betalingsmiddel.

Stagnation i forretningen har kendetegnet Sydbank de seneste otte år, og fremgangen er opnået ved reduktion af hensættelserne. Denne regnskabspost er dog normalt en udgift. Spørgsmålet er, hvad banken skal leve af fremover?

Aktien

Alternativet er at lade sig opsluge ved en fusion som led i den strukturrationalisering, som hele bankbranchen ser ud til at stå overfor.

Lokalpatriotisme og veneration virker bremsende på sådanne forløb, men for landsdækkende banker er der mere tale om regulær konservatisme i forhold til vaner end valide argumenter om positiv værdi af nærhed i beslutningsgangen.

Sydbank-aktien (kurs 253) handles til P/E 11, og indre værdi (egenkapital pr. aktie) er 174. Niveauet svarer til aktier i de store banker, som ikke rummer et take over-aspekt.

Konklusionen må være langsigtet køb.