Ugens aktie: Fem års pause er ved at være overstået for Novo Nordisk

Væksten i det danske medicinalflagskib Novo Nordisk skal genstartes i 2020 med lanceringen af en banebrydende GLP-1-tablet. Men virksomheden har også brug for at kunne levere nye produkter, og det vil kræve opkøb.

Sandsynligvis vil Novo Nordisk’s salg til type 2 diabetes overstige insulinområdet om 5 år.(Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I 2015 nåede Novo Nordisks indtjening op på et rekordhøjt niveau, og herefter indtrådte en udfladning. Indeværende år har samme karakter, og 2020 tegner til at blive sidste år før et muligt take off. Næste ryk opad i medicinalkoncernen skal komme fra introduktion af en ny generation af type 2-diabetesmedicin i form af en GLP-1-tablet, der tages en gang daglig (forbedrer kroppens insulinproduktion). Det aktive lægemiddelstof semaglutide blev introduceret i 2018 under navnet Ozempic – men med brug ved injektion en gang ugentlig. Produktet vil delvis afløse supersællerten Victoza, der benyttes en gang daglig.

Victoza er det største produkt overhovedet og indgår i 26 pct. af Novo Nordisks omsætning. Anvendelse mod fedme har tilføjet et nyt segment. Pointen er, at dette GLP-1-produkt har givet Novo Nordisk en stærk placering inden for type 2-diabetes. Det udgør et meget stort marked med høj vækst, men det er anderledes og bredere end den veldefinerede type 1-diabetes med insulinkrævende behandling. Sandsynligvis vil Novo Nordisks salg til type 2-diabetes overstige insulinområdet om fem år.

Væksten opvejes af modvind

Selskabet øger år for år sit styksalg i pænt tempo, men uanset det stagnerer omsætningen. Der er to årsager til udviklingen. Med et toppunkt for insulin kunne eventyret i kerneforretningen ikke fortsætte opad uanfægtet, og afbrækket er indtrådt på det vigtige marked i USA, hvor priserne presses nedad. Et afgørende opgør omkring landets generelt meget høje medicinpriser er dog ikke i sigte. Det andet problem er håndfast og gør ondt, nemlig patentudløb hos det sekundære segment, Biopharmaceuticals.

Der er pæn fremgang i insulinsalget på nye markeder som følge af forbedrede behandlingstilbud. Motoren er dog GLP-1 til type 2-diabetikere. I 1. kvartal er der opnået en vækst på 11 pct. opgjort til faste valutakurser, og markedsandelen ligger på 46 pct..

Alvorlig fedme udgør en tilgrænsende anvendelsesmulighed, og produktet Saxenda benytter Victozas aktive lægemiddelstof. Produktgodkendelsen er nyere, og der er udsigt til høj vækst i de nærmest kommende år. Virkningen skyldes GLP-1-påvirkningen af mæthedsfølelse og stofskifte. Næste mulige virkefelt drejer sig om behandling af fedtlever baseret på brug af semaglutide. Her er der indledt et samarbejde med Gilead Sciences, USA.

Biopharmaceuticals øger indsatsen i blødermedicin og forbedrer behandlingsmulighederne, men der er behov for flere produkter. På langt sigt ønsker ledelsen et løft for at reducere afhængigheden af diabetes, og derfor er tilkøb nødvendigt. Sidste år prøvede man uden held at købe et biotekselskab. Nye ekspansive initiativer må derfor forventes.

Investeringerne i anlæg og produkter er øget til ca. ti mia. kr. Det største projekt foregår i USA med opførelsen af et bioteknologisk produktionsanlæg. Økonomisk indebærer stagnationsfasen, at udlodningen til aktionærerne ikke kan øges. Man burde tværtimod akkumulere kapital inde i selskabet til brug ved opkøb

Nyt skub i produktudviklingen

Proceduren med godkendelse af GLP-1-tabletten er indledt. Forudsat »grønt lys« kan lanceringen begynde i 2020, og potentialet er enormt. Barrieren ved en tablet er lavere end injektion, og grænsefladerne i forhold til andre former for tabletter vil også komme i spil. Indtrængningskurven bliver interessant. For investorerne udgør oral semaglutide det afgørende punkt i de kommende år.

Opgaven på langt sigt med at fremtidssikre Novo Nordisk handler om produktudvikling og udvidelse af virkefeltet. For at øge den indre dynamik etablerede man sidste år fem udviklingscentre, der tildeles stor handlefrihed men med et klart sigte mod at frembringe nye, virkningsfulde lægemidler.

Samtidig erkender ledelsen, at selskabet ikke længere alene kan basere sig på interne kræfter og iderigdom. Hensigten er at blive mere udadvendt og købe kompetencer eller rettigheder til ny teknologi. Behovet er størst for Biopharmaceuticals, og implicit siges det, at der er behov for en bredere produktplatform. Generelt har Novo Nordisk et godt udgangspunkt, da fremtiden ligger i bioteknologi, mens syntesekemiens epoke rinder ud. Det er værd at bemærke, at man også arbejder med stamceller. Nye behandlingsformer baseret herpå kan ændre behovet for medicin.

Aktien

Børskursen toppede i foråret 2015 og har siden kæmpet for at fastholde rekordniveauet. Prisen er gledet 20 pct. ned til 319. Det afspejler skuffelse over stagnation i forretningen. Nu nærmer tidspunktet sig så for start på et nyt væksteventyr. Semaglutide-tabletten kan blive en formidabel succes, men der skal kæmpes med en håndfuld andre GLP-1-injektionsprodukter. Samtidig må der påregnes modstand fra producenter af andre nye typer af tabletter (SLGT-2, DDP-4).

Salgsudrulningen vil belaste 2020, så indtjeningen vil næppe stige før 2021. Aktien handles til P/E 20. Næsten hele overskuddet udloddes. Aktien må anses for en god langsigtet købsmulighed.