Ugebrev: Dansk økonomi styrer mod øget BNP-vækst

Aktieugebrevets Morten W Langer ser nærmere på sundhedstilstanden i dansk økonomi.

Danskernes privatforbrug er igen ved at komme op i omdrejninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Ligesom store dele af Europa styrer Danmark nu igen mod bedre økonomiske konjunkturer. De seneste  PMI-målinger for blandt andet Tyskland har været positive, og også dansk økonomi ser nu ud til at genvinde momentum efter et svagt 2. kvartal.

Som bekendt var BNP-væksten i kvartalet negativ, hvis der justeres for lageropbygning i erhvervslivet. Mens 3. kvartal også har vist en vis svaghed og kun var marginalt bedre end 2. kvartal, synes der nu at komme mere gang i hjulene.

Først og fremmest er der indikationer på, at danskernes privatforbrug igen er ved at komme op i omdrejninger. Efter en vis mathed i privatforbruget gennem de seneste måneder, er der i oktober igen kommet gang i de private indkøb: Dankortomsætningen steg 5 pct. i oktober ekskl. rene pengeoverførsler, og korrigeret for Dankortets øgede markedsandel svarer det til plus 1-2 pct. DS detailomsætningsdata viser, at detailsalget nu for alvor viser momentum.

Efter en god start på året dykkede detailsalget i forsommeren for derefter de seneste måneder at være kommet tilbage på samme niveau som i starten af året. Oktobertallene udmærker sig ved at føre detailhandelsomsætningen solidt højere op end i starten af året. Fremgangen i oktober er særligt trukket af øget salg inden for beklædning, hvilket kan være en enkeltstående forberedelse til vinteren.

Hertil kommer også, at danskernes generelle forbrugerforventning udvikler sig positivt, ifølge Danmarks Statistik. DS skriver, at ”forbrugerne forventer fortsat, at Danmarks økonomiske situation om et år vil være bedre end i dag. Indikatoren er 4,6 og ligger dermed væsentlig lavere end gennemsnittet for det seneste halve år, som er 11,0. Indikatoren for familiens økonomiske situation er 14,0, så også her forventes en bedre økonomisk situation om et år sammenlignet med i dag.

Gennemsnittet for det seneste halve år er 12,9. Selvom forbrugerne er positive over for familiens og Danmarks økonomiske situation, vurderer de, at det ikke er fordelagtigt at anskaffe større forbrugsgoder i øjeblikket. Indikatoren er minus 5,7, mens gennemsnittet for det seneste halve år er minus 7,1.

Seneste beskæftigelsestal fra DS viser 3.200 flere lønmodtagere, Målt i hoveder var der fremgang på 1.000 inden for industri, knap 1.000 inden for bygge og andel, og ca. 500 inden for henholdsvis handel & service og erhvervsservice. Noget af dampen er tilsyneladende ved at gå af erhvervsservice, der har været de seneste års helt store trækdyr i beskæftigelsen.

AKU-tallene, der også omfatter selvstændige, og altså ikke kun lønmodtagere, viser, at den sæsonkorrigerede beskæftigelse steg med 1.000 fra 2. kvartal til 3. kvartal 2015.

Samtidig viser de seneste data for industriproduktionen også en noget mat udvikling:

”Industriproduktionen i september var 1,4 pct. lavere end i august. Tilbagegangen i september kom efter en stigning på 4,5 pct. i august og et fald på 3,5 pct. i juli. Produktionen i tredje kvartal var 0,1 pct. højere end i andet kvartal. Produktionen i september var 3,6 pct. højere end i samme måned 2014 og 12,0 pct. højere end i september 2013. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving og prisudvikling.”

PRØV AKTIEUGEBREVET 3 UGER GRATIS – TILMELD HER