Ugebrev: Årelang nedtur for FLSmidth vendes til vækst

FLSmidth har i årevis været ramt af et lavt investeringsniveau i mineindustrien, men det kan vende nu.

Arkivfoto. FLSmidth har i årevis været ramt af et lavt investeringsniveau i mineindustrien, men det kan vende nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: GOCE RISTESKI

Både FLSmidths omsætning og indtjening fortsatte ned ad bakke i 2016, men alligevel udløste selskabets årsregnskab for 2016 en kursstigning på 12 pct. i løbet af kun to dage.

Det skriver Økonomisk Ugebrev, der mener »det giver langt bedre mening, end det umiddelbart ser ud til.«

FLSmidth har i årevis været ramt af et lavt investeringsniveau i mineindustrien.

»Faldet i omsætning og indtjening er derfor ikke nogen overraskelse, men har været indregnet i aktiekursen i lang tid«, skriver ugebrevet.

I regnskabet fortæller FLSmidth nu, at en svag start på året i Minerals Division ændrede sig i slutningen af året i takt med stigende råvarepriser, som gør investeringer i mineindustrien mere attraktive.

Konkurrenten Outotec bekræftede også den tendens i sit årsregnskab.

»Eftersom aktiekurserne baserer sig på forventninger om fremtiden, er det ganske naturligt, at investorerne allerede nu begynder at indregne de nye forhold for FLSmidth i kursen«, vurderer ugebrevet.

Ugebrevet noterer sig dog også, at FLSmidth overraskede med et overskud før skat i fjerde kvartal på 310 mio. kr. mod analytikernes forventning om et overskud på 194 mio. kr.

FORHOLDSVIS DYR PÅ NØGLETAL

»Målt på nøgletal er FLSmidth forholdsvis dyr, men nøgletallene snyder, da en fundamental ændring i de underliggende indtjeningsforhold kan ændre nøgletallene markant«, fremhæver ugebrevet og noterer, at hvis de gode takter fra slutningen af 2016 var et signal om, at man nu kan se vækst forude, så vil de kortsigtede nøgletal blive skubbet til side.

»Der vil i stedet blive fokuseret på den potentielle indtjeningsvækst de næste tre til fem år. Det kan drive kursen betydeligt i vejret«, slutter ugebrevet.

Ugebrevets kursmål på seks måneders sigt er 365-385 kr. mod en slutkurs fredag på 349,40 kr.