Udsigt til stille start på aktieugen

Det tyder på en forsigtig åbning af det danske aktiemarked mandag.

Foto: Christian Als. Det tyder på en forsigtig åbning af det danske aktiemarked mandag.
Læs mere
Fold sammen

Spotlyset vil blandt andet falde på Novozymes, der har fået nyt om det amerikanske ethanolmandat næste år, ligesom at høreapparatproducenterne GN Store Nord og William Demant kan blive påvirket af et solidt regnskab fra en schweizisk konkurrent.

Fredag fortsatte de amerikanske aktier deres himmelflugt og rekordjagt, mens børserne i Asien mandag morgen stryger frem for tredje dag i træk. Futures, der lader investorer spekulere i fremtidige indeksniveauer, for det britiske FTSE-indeks peger dog imod et mindre fald, når markedet åbner.

Det toneangivende C20 Cap-indeks herhjemme sluttede fredag med en lille stigning på 0,25 pct. til 654,97.

En af højdespringerne i fredagens marked var GN Store Nord, der imponerede investorerne med sit regnskab og strategiplan med langsigtede finansielle mål.

GN spiller ud med en forventning om, at GN Resounds organiske vækst i 2014-16 skal ligge mere end 3 pct. point over markedsvæksten på 1-4 pct. målt i værdi. Niveauet for overskudsgraden EBITA skal være på niveau med de førende konkurrenter.

For GN Netcom er det målsætningen at vokse mere end 10 pct. organisk, samt at EBITA-marginen når 18-19 pct. Det svarer stort set allerede til de tal, Netcom leverer i dag. Overskudsgraden i Netcom estimerer analytikere til 17,6 pct. i 2013, ifølge SME Direkt.

Mandag morgen har den schweiziske konkurrent til GN Resound og William Demant, Sonova, desuden fremlagt tal for første halvår i regnskabsåret 2013/14. Her opjusterede selskabet sine forventninger til hele året, så Sonova nu ser en salgsvækst på 8-10 pct. og en stigning i driftsresultatet, EBITA, på 11-14 pct. Tidligere ventede schweizerne en salgsvækst på 6-8 pct. og en EBITA-vækst på 9-13 pct.

GN-aktien steg fredag 1,5 pct. til 127,4 kr., mens aktien i William Demant faldt 0,7 pct. til 509 kr.

Også Novozymes kan komme i vælten mandag. Den amerikanske myndighed EPA har foreslået en reduktion af ethanolmandatet for 2014. Samlet foreslås mandatet sænket til 15,21 mia. gallon fra 18,15 mia. gallon, mens mandatet for den majsbaserede bioethanol foreslås sænket til 13,01 mia. gallon fra 14,4 mia. gallon. Tallene er en skuffelse for ethanolindustrien, der ønskede en fastholdelse af de tidligere krav.

Novozymes-aktien faldt fredag 0,4 pct. til 212,5 kr.

Regnskabssæsonen er efterhånden ved at gå på hæld, og mandag er en rolig dag på den front. Investorerne får dog mulighed for at positionere sig forud for Topdanmark-regnskabet tirsdag. Det store spørgsmål i den forbindelse er, om stormen i slutningen af oktober har blæst en eventuel opjustering af forventningerne af banen i denne omgang.

Aktien i Topdanmark sluttede fredag med et plus på 0,4 pct. i 147,3 kr.

Shippinganalysehuset Seaintel mener at vide, at Maersk Line ligesom en række af konkurrenterne vil løfte raterne med effekt fra 15. december. Ifølge analysehuset lægger Maersk Line 750 dollar oven i prisen på hver tyvefodscontainer (teu) på ruten mellem Asien og Europa.

Mærsks B-aktie endte fredag uændret i 55.400 kr.

Også Vestas har fået nyt fra udlandet. Tyske Repower vil mandag lancere en ny version af sin offshore-mølle. Møllen får et vingefang på 152 meter mod 126 meter i den seneste model. Kapaciteten er fortsat 6,15 megawatt.

Aktien i den danske vindmølleproducent faldt 0,6 pct. til 156 kr. fredag.

Mandagens enlige regnskab kommer fra ejendomsselskabet Jensen & Møller.