Udsigt til rekordoverskud fra Danske Bank

Ordførende direktør Peter Straarup fra Danske Bank vil formentlig præsentere et rekordstort overskud onsdag. En støt stigende del af storbankens indtjening hentes i udlandet.

Ordførende direktør Peter Straarup, Danske Bank, kan imorgen præsentere bankens ergnskab for 2006. Der ventes et overskud på ca. 18 mia. kr. <br>Foto: Claus Bjørn Larsen<br> Fold sammen
Læs mere
Danske Bank vil efter alt at dømme præsentere et overskud før skat på lidt over 18 milliarder kroner onsdag. Dermed har banken tjent halvanden milliard om måneden i hele 2006, og det vil være rekord for landets største finanskoncern.

Et gennemsnit af 20 aktieanalytikeres skøn tyder således på et resultat før skat på 18,2 mia. kr. og er overskud efter skat på 13,1 mia. kr.

»Udlånsvæksen var fortsat på et højt niveau i de sidste måneder af 2006, ligesom aktiviteten har været stor på kapitalmarkederne. Samtidig synes bankens aktiviteter i Irland at fastholde en meget kraftig vækst,« vurderer en analytiker fra investeringsbanken Gudme Raaschou.

Aktieanalytikere hos Jyske Bank mener også, at Danske Bank har overstået et stærkt fjerde kvartal.

»Danske Bank nyder sammen med de andre nordiske banker godt af højkonjunkturen. Vi venter, at væksten i især erhvervsudlån fortsætter i 2007,« hedder det i en prognose fra Jyske Banks analytikere.

Godkendelser mangler

Danske Bank købte finske Sampo Bank for 30,1 milliarder kroner sidste år, men da handlen ikke formelt er faldet på plads, vil købet ikke få nogen indflydelse på det årsregnskab, som topchefen Peter Straarup præsenterer i morgen. Det har været antydet, at de nødvendige myndighedsgodkendelser ville være på plads inden udgangen af januar.

Mens analytikere og investorer allerede kender resultatet for de første måneder af 2006, vil fokus i høj grad være rettet mod ledelsen udmelding om forventninger til 2007.

»Danske Bank har tidligere vist sig at være forsigtige i sine forventninger. Det venter vi også vil være tilfældet denne gang, især set i lyset af usikkerhedsfaktorer som udviklingen på boligmarkedet, overenskomstforhandlingerne og aktiemarkedet,« konstaterer eksperter fra Jyske Bank.