Udsigt til nye rentehop før nøgletal

De danske obligationsrenter ventes at stige fra start forud for to ganske tunge dage, når det kommer til amerikanske nøgletal.

Læs mere
Fold sammen

Efter dansk børslukketid steg den amerikanske 10-årige rente marginalt. Det efter en dag, hvor øget risikoappetit oven på den politiske aftale i USA om den finanspolitiske afgrund sendte renten på den 10-årige danske statsobligation op med 12 basispoint til 1,17 pct.

Torsdag vil der i første omgang være fokus på tal for arbejdsløsheden i Tyskland og Spanien. Fra Spanien ventes de seneste tal at vise, at der blev 62.500 flere ledige i december, hvilket vil være anden måned i træk, tallet mindskes. Dermed vil der dog fortsat være kommet flere arbejdsløse i Spanien, der ved den seneste opgørelse havde en arbejdsløshed på 25 pct.

I Tyskland ventes at være kommet 10.000 nye arbejdsløse i december, hvilket vil holde arbejdsløshedsprocenten på 6,9.

Over middag vil USA dog højst sandsynligt sætte sig på dagsordenen på obligationsmarkedet. Her kommer den såkaldte ADP jobrapport, der bliver brugt som markør for den store, månedlige jobrapport, der kommer fredag. ADP-rapporten ventes at vise, at der er kommet 140.000 i arbejde i december mod 118.000 måneden før.

Tallene er dog stadig berørt af Orkanen Sandy, og Sydbank understreger i sin morgenrapport, at de derfor skal tages med et gran salt.

Efter ADP-rapporten kommer der tal for nytilmeldte ledige i ugen, der sluttede 29 december. Her ventes 360.000 at have stillet sig op i køen i den første uge efter jul.

- Vi forventer små rentestigninger på det danske obligationsmarked i dag. Er den amerikanske ADP-rapport svagere end her skitseret - som nogle trods alt forventer - kan det udløse mindre rentefald, skriver Sydbank i sin morgenrapport.