Udsigt til godt halvårsregnskab fra Novo Nordisk

Pæne takter fra Novo Nordisk-konkurrenten Eli Lily får analytiker til at spå om et godt halvårsregnskab fra det danske medicinalflagskib. Dog er der fortsat stor usikkerhed omkring det nye diabetes 2-lægemiddel Victoza.

Foto: Scanpix
Alt tyder på, at Novo Nordisk kan fremlægge pæne salgstal, når selskabet præsenterer sit halvårsregnskab torsdag den 6. august. Det vurderer medicinalanalytiker i Sydbank, Rune Majlund Dahl, efter at have nærstuderet halvårsregnskabet fra konkurrenten Eli Lilly.

Eli Lilly konkurrerer med Novo Nordisk, både når det gælder salg af insulinanaloger og humaninsuliner samt det nye diabetes 2-lægemiddel, tilpasningen af hormonet GLP-1, Victoza.

I alt solgte Eli Lilly insuliner for et beløb svarende til 7,1 milliarder kr. i første halvår 2008. Det svarer til en stigning på tre pct. i forhold til andet år. I andet kvartal alene voksede salget af insuliner samlet set med godt to pct.

Eli Lily oprustet på salg
Tallene dækker over, at salget af den moderne insulinanalog Humalog voksede ni pct. i andet kvartal, mens salget af den traditionelle humaninsulin, Humalin, faldt ni pct. Samtidig noter Eli Lilly, at prisen på insulin er steget i det seneste kvartal.

”Det voksende salg af insulinanaloger og den gode pris, lover et pænt regnskab fra Novo Nordisk. Vækstraten for insulinanaloger er umiddelbart et par pct. højere, end jeg havde forventet, og det lover godt,” siger Rune Majlund Dahl.

Eli Lilly har de senere år tabt markedsandele til Novo Nordisk og den anden konkurrent på insulinmarkedet, Sanofi-Aventis. Men faldet i markedsandele er stoppet de seneste kvartaler, efter at Eli Lilly igen har oprustet på salgsfronten.

Novo står stærkt med stor erfaring
Det får dog ikke Rune Majlund Dahl til at frygte, at Lilly skulle have taget markedsandele fra Novo Nordisk i andet kvartal.

”Det ser jeg ingen tegn på overhovedet. Men det er klart, at konkurrence på hele diabetes-markedet skærpes i disse år. Mens salget af medicin generelt vokser med to pct. årligt, er vækstraten langt højere inden for diabetesbehandling. Det har de store selskaber fået øjnene op for, og alle har et ønske om at komme ind og få en del af markedet.

Men Novo Nordiske står stærkt med sin store erfaring og en bred palet af produkter,” vurderer Rune Majlund Dahl.

Intet nyt om kræftrygter
For en måneds tid siden blev Sanofi-Aventis langtidsvirkende insulin, Lantus, som konkurrerer direkte med Novo Nordisks langtidsvirkende insulin Levimir, kædet sammen med rygter om, at lægemidlet kunne være kræftfremkaldende.

I den forbindelse var der spekulationer fremme om, hvorvidt læger og patienter ville vælge at skifte fra Lantus til produkter fra Novo Nordisk eller Eli Lilly.Rune Majlund Dahl forventer ikke at få svar på det spørgsmål i Novos kommende halvårsregnskab.

”Det er ikke noget, vi kan se endnu i andet kvartalstallene. Men jeg tror, det vil have en effekt på lidt længere sigt. Vi vil se markedsandele skubbe sig i et eller andet omfang,” siger Rune Majlund Dahl.

Venter Victoza-godkendelse
I forbindelse med halvårsregnskabet ventes Novo Nordisk også at komme med en opdatering på situationen omkring godkendelse af Victoza i USA.

Godkendelsen løb ind i problemer tidligere på året, fordi et ekspertudvalg under den amerikanske godkendelsesmyndighed, FDA, var dybt splittet i spørgsmålet om, hvorvidt fund af kræftceller hos mus og rotter havde relevans for mennesker.

Rune Majlund Dahl forventer fortsat en godkendelse af Victoza, men er usikker på, hvornår den kommer. Samtidig noterer han sig, at de amerikanske læger tilsyneladende forholder sig afventende over for hele GLP 1-klassen. Således faldt salget af Eli Lilly og partnere Amylins GLP-1 produkt, Byetta, med én pct. i USA.

”Uenigheden i FDA har skabt lidt røre blandt de amerikanske læger. Jeg havde bestemt ikke forventet et fald i salget af Byetta i USA, og tror bestemt at det skyldes, at lægerne forholder sig afventende i forhold til, hvad der sker med Victoza. Samtidig virker det som om, de søger alternativer til behandling af diabetes 2-patienter, og det er formentlig forklaringen på at produktet Januvia/Janumet fra Merck fik et overraskende godt salg i andet kvartal,” siger Rune Majlund Dahl.

Januvia/Janumet er en tablet behandling, som indeholder en såkaldt DPP4-hæmmer, der også retter sig mod hormonet GLP 1. Tabletten har ikke sammen høje effekt som når patienter injicerer sig med hormontilpasningen, men til gengæld har det ikke været associeret med kræftrisiko.

FDA ventes at komme med en udmelding om Victoza inden for de næste uger.