Tysk tiårig statsrente historisk lav og tæt på negativ

Den toneangivende 10-årige tyske statsobligationsrente er fredag faldet til det laveste niveau nogensinde på 0,02 pct. og er dermed kun et mulehår fra at blive negativ. Fredag eftermiddag er renten på den tyske tiårige Bund 0,016 pct.

Læs mere
Fold sammen

 

- Tidligere ville det være utænkeligt med en negativ 10-årig rente, men nu kan det meget vel blive virkelighed i Tyskland, konstaterer cheføkonom i Sydbank Jacob Graven i en kommentar.

Korte tyske statsobligationsrenter har ligesom de danske været negative i nogen tid, og i takt med at investorerne køber længere obligationer for at finde en højere rente, bliver renterne presset ned også på de lange obligationer.

Tyskland vil i givet fald være det tredje land i verden med negativ tiårig statsobligationsrente efter Schweiz og Japan.

De negative statsobligationsrenter betyder, at investorerne reelt betaler penge for at låne penge ud til statskassen.

- For de fleste investorer lyder det naturligvis som en dårlig forretning. Det kan dog give mening, hvis man venter, at renterne skal dykke yderligere, så man som investor får en kursgevinst på obligationerne, anfører Jacob Graven og supplerer med:

- Desuden er mange professionelle investorer som pensionskasser tvunget til at placere en del af deres penge i helt sikre obligationer - selvom den negative rente betyder, at de reelt skal betale en lille smule for at placere penge i obligationerne.

DANMARK FØLGER IKKE MED

Normalt følger de danske obligationsrenter de tyske tæt, men trods den rekordlave tyske rente er de danske renter ikke på rekordniveau.

I begyndelsen af 2015, da der var uro omkring den danske kronekurs, var de danske obligationsrenter kortvarigt presset ekstraordinært langt ned - og altså lavere end det nuværende niveau på 0,28 pct.

/ritzau/FINANS

 

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk