Tysk tiårig rente negativ for første gang i historien

Den tyske tiårige rente er negativ for første gang nogensinde tirsdag morgen.

Foto: RALF HIRSCHBERGER. epa05240744 Flowers in full bloom in front of the Reichstag parliamentary building in Berlin, Germany, 02 April 2016. EPA/RALF HIRSCHBERGER
Læs mere
Fold sammen

Den tiårige tyske Bund handles til en kurs omkring 104,85, hvilket giver en rente, der lige er i rødt - på minus 0,002 pct.

Tidligere ville det være utænkeligt med en negativ 10-årig rente, men nu er det virkelighed også i Tyskland. Tyskland er det tredje land i verden med negativ tiårig statsobligationsrente efter Schweiz og Japan.

Korte tyske statsobligationsrenter har ligesom de danske været negative i nogen tid, og i takt med at investorerne køber længere obligationer for at finde en højere rente, bliver renterne presset ned også på de lange obligationer.

Normalt følger de danske obligationsrenter de tyske tæt, men trods den rekordlave tyske rente er de danske renter ikke på rekordniveau.

I februar 2015, da der var uro omkring den danske kronekurs, var de danske obligationsrenter kortvarigt presset ekstraordinært langt ned til 0,053 pct. - og altså markant lavere end det nuværende niveau på 0,28 pct.