Twitter-chefs tur i Kongressen giver aktien en på tuden

Twitter træffer ikke beslutninger baseret på politisk ideologi, lyder det fra selskabets adm. direktør Jack Dorsey (th.), under en høring i den amerikanske kongres 5. september 2018. (Foto: Drew Angerer / Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Drew Angerer

Twitter bliver onsdag sendt til tælling på børsen i USA, på dagen hvor selskabets administrerende direktør, Jack Dorsey, har været til høring i Kongressen i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Aktiekursen falder således med 5,4 pct. til en pris på 33 dollar. Ifølge Bloomberg News er det dog ikke klart, hvorfor faldet er så stort.

Det kan både skyldes en general frygt for regulering, nu da tech-chefer er begyndt at vidne i Kongressen, og frygten for, at det kan skade brugervæksten at mærke såkaldt bots på tjenesten, vurderer mediet.

Dorsey afviste under høringen, at Twitter følger en særlig politik eller ideologi. Politikerne er i gang med at høre Dorsey og andre topchefer fra sociale medier om udenlandske interessers brug af medierne til at blande sig i amerikansk politik.

- Twitter bruger ikke politisk ideologi til at træffe nogen beslutning, uanset om det gælder at rangordne indhold på vor tjeneste eller at gennemtvinge vore regler, siger Dorsey, der tilføjer, at "vi tror stærkt på at være upartiske".

Videre siger Dorsey, at Twitter har optrappet kampen mod falske Twitter-konti. Han siger, at der dagligt afvises 530.000 mistænkelige forsøg på at logge ind, og det er dobbelt så mange, som blev opdaget for et år siden.

Høringen i Senatets Efterretningsudvalg kommer, nogle dage efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, beskyldte de store it-firmaer for at undertvinge konservative stemmer.

Præsidenten hæftede sig eksempelvis ved, at positive sider om ham selv ikke ligger øverst, hvis man søger på Donald Trump på Google.

Sheryl Sandberg, der er en af topcheferne hos Facebook, skal ifølge nyhedsbureauet Reuters også deltage i høringen.

Hun vil erkende over for senatorerne, at Facebook var for langsom til at reagere på russiske forsøg på at blande sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Men hun vil fastholde, at Facebook er blevet bedre.

- Vi har fjernet hundredvis af sider og konti, der var involveret i koordineret og uautentisk opførsel - altså at de ikke var oprigtige over for andre, om hvem de var, eller hvad de lavede, siger Sandberg i en skriftlig erklæring, der blev offentliggjort tirsdag.

/ritzau/AFP