Tv-duel styrker valutaer i USAs nabolande

Der er en følelse af lettelse på de internationale valutamarkeder tirsdag morgen, hvor mandag aftens tv-duel mellem de to amerikanske præsidentkandidater vurderes at falde ud til den demokratiske kandidats, Hillary Clintons, fordel, mens den republikanske kandidat, Donald Trump, vurderes at være debattens taber.

Mandag aftens tv-duel mellem de to amerikanske præsidentkandidater. Fold sammen
Læs mere
Foto: RICK WILKING

»At dømme efter bevægelserne i valutamarkederne - og især i den mexicanske peso og canadiske dollar - ser det ud til, at Trumps stjerne er dalende,« påpeger chefstrateg Sue Trinh fra Royal Bank of Canada i Hongkong til Bloomberg News.

Mexicanske peso og canadiske dollar vurderes at være de to valutaer med størst risiko i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg og dermed valget mellem en åben handelspolitik eller en samhandel præget at høje toldmure og national amerikansk protektionisme.

»Den amerikanske præsidentvalgsdebat er en risikofaktor for mexicanske peso. Jo højere en procentdel af de vælgere, der endnu ikke har besluttet sig, som kan flyttes af debatterne i forhold til for fire år siden, jo højere er relevansen af debatterne, da de kan flytte odds i begge retninger,« siger valutachef Mitul Kotecha fra Barclays i Singapore ifølge Bloomberg News.

Og mens såvel mexicanske peso og canadiske dollar styrkes, er der et vist tilbagesalg af yen, der i vid udstrækning bruges som placeringsposition ved usikre politiske eller økonomiske begivenheder.

Euro koster tirsdag morgen 1,1245 dollar mod 1,1265 dollar mandag eftermiddag.

Dollar koster samtidig 100,70 yen mod 100,45 yen mandag eftermiddag, mens der går 113,25 yen på en euro tirsdag morgen mod 113,15 yen mandag eftermiddag.