Tunge drenge risikerer fire års fængsel

Det er to af Aalborgs tungeste erhvervsprofiler - TK Developments topchef Frede Clausen og bestyrelsesmedlemmet Per Søndergaard Pedersen - som er sigtet af Bagmandspolitiet for regnskabsfusk og kursmanipulation.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidligere og nuværende medlemmer af ledelsen i TK Development kan risikere op til fire års fængsel, hvis Bagmandspolitiet rejser sag mod dem, og de bliver dømt for kursmanipulation og regnskabssvindel.

Ifølge professor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet er strafferammen for kursmanipulation i værdipapirhandelsloven halvandet år. Men der kan gives op til fire års fængsel, hvis forbrydelsen anses for grov eller forsætlig. Strafferammen for afgivelse af vildledende eller urigtige regnskabsoplysninger er op til halvandet år, oplyser han.

Det er kun et par år siden, at TK Developments tidligere topchef og nuværende bestyrelsesmedlem Per Søndergaard Pedersen sad på toppen af Børsens årlige hitliste over de mest magtfulde mænd i dansk erhvervsliv. Ikke færre end 24 selskabsbestyrelseshverv blev det til, heraf otte formandskaber. Sidste år røg han imidlertid ud af Top 20. Dels har han luget grundigt ud i bestyrelsesporteføljen, dels har han mistet sit adgangskort til Børsens liste, en formandspost i en virksomhed med over to milliarder kroner i omsætning. Det leverede hans post i Nowaco tidligere, men det er slut med fusionen med Tika Holding.

Men det er stadig en af Nordjyllands mest indflydelsesrige erhvervsfolk, der nu er sigtet for økonomisk kriminalitet, der kan give op til fire års fængsel. Den 53-årige Per Søndergaard Pedersen har fortsat stribevis af bestyrelsesposter og sidder bla. i JMI Ejendomme, hos en anden nordjysk ejendomsmatador, Thorkild Kristensen, Spar Nord Bank og AaB.

Trods reduktionen i antallet af formandsposter kan Per Søndergaard fortsat prale af et af landsdelens mest omfattende netværk.

Søgedatabasen BIQ har fundet ikke færre end 411 navngivne personer i hans netværk, herunder Jan Frøshaug og Laurids Jessen, som han kender fra investeringen SmallCap Danmark, TK Developments bestyrelsesformand Poul Lauritsen, som han også kender fra Nowaco, Spar Nord og Hedegaard A/S, advokat Jesper Berning, samt en stribe lokale erhvervsfolk, som han kender fra VL-gruppe 8 (Aalborg).

Bagmandspolitiet har ifølge Jyllands-Posten sigtet i alt otte personer i sagen om regnskabsfusk og kursmanipulation vedrørende TK Development. De seks er nuværende og tidligere medlemmer af TKs ledelse, og så selskabets to tidligere revisorer.

Den anden navngivne person fra TKs ledelse er selskabets adm. direktør Frede Clausen. Clausen er 48 år og har været i TK siden 1992. Inden da var han afdelingsdirektør i Spar Nord. Bagmandspolitiet har i to år efterforsket sagen mod TK Development. Det er politiets opfattelse, at virksomheden bogførte fiktive gevinster for at holde en livstruende likviditetskrise på afstand i årene efter årtusindeskiftet. TK Development optog i 2001 et 550 mio. kr. stort obligationslån, der stod til straksindfrielse, hvis egenkapitalen kom under 500 mio. kroner. En tidligere investeringschef i et britisk ejendomsselskab, som var tæt på at købe TK i 2003, hævder over for Jyllands-Posten, at TK var teknisk konkurs i 2003, og kalder regnskabet fra det år for ”et skønmaleri uden hold i virkeligheden”. Efterforskningen er nu ved at være slut. Statsadvokaturen for Økonomisk Kriminalitet - i dalig tale Bagmandspolitiet - venter på en udtalelse fra responsumudvalget i Foreningen af Statsautoriserede Revisorer. Det har ikke været muligt at træffe TKs tidligere topchef og nuværende bestyrelsesmedlem Per Søndergaard for en kommentar.