Trygvesta/dir.: 5 pct. af svensk industrimarked på 7 år (Opd)

Om syv år vil Trygvesta sidde på 5 pct. af det svenske marked for industriforsikringer, der dækker de største erhvervskunder. Det er ambitionen ifølge koncerndirektør med ansvar for Industri hos Trygvesta, Lars Bonde.

- Vi har en ambition om at nå en markedsandel på 5 pct. i løbet af syv år. Vi begynder ikke med hundrede mand derovre, for så mange kunder har vi ikke, der skal betjenes. Vi planlægger at gå stille og roligt ind på markedet, og det bliver ikke med halve priser, siger Lars Bonde til RB-Børsen.

Trygvesta anslår, at markedet for industriforsikringer i Sverige i øjeblikket er 13 mia. kr. Dermed skulle Trygvesta have præmieindtægter på 650 mio. kr., hvis markedsandelen på 5 pct. skulle nås i dag.

I første omgang skal Trygvesta opbygge it-systemer og udvikle produkter til det svenske marked, og først i efteråret 2008 ventes salget at begynde. Det har dog også en anden forklaring, at Trygvesta venter så længe.

- Omkring 60-70 pct. af kontrakterne på industrimarkedet forfalder den 1. januar. Hovedsæsonen for salg er derfor i efteråret, og vi vil være klar, til sæsonen begynder, siger Lars Bonde.

- I første omgang vil en stor del af salget ske gennem forsikringsmæglere, så vi begynder med at tage rundt og besøge dem. Herefter vil vi også begynde at opbygge egne salgskanaler, fortsætter han.

Ikke overraskende er der store synergier at hente fra Trygvesta, der allerede er store på Industri i Danmark og Norge. Produkterne herfra kan dog ikke overføres direkte til det svenske marked, da de først skal tilpasses svenske standarder, forklarer direktøren.

Med Danmarks største forsikringsselskab og Norges tredjestørste har Trygvesta for flere år siden bestemt sig for, at det også vil være stort i Sverige og Finland. Det har ikke været muligt at købe sig til markedsandele, da ingen forsikringsselskaber har været til salg til en for Trygvesta acceptabel pris. I stedet satser det på at vinde markedsandele med organisk vækst, og det sker først og fremmest via salg gennem Nordeas filialer, som Trygvesta samarbejder med. Tilbage i sommeren 2006 begyndte koncernen at sælge forsikringer til privatkunder og mindre erhvervskunder i Sverige, men allerede inden da var selskabet gået ind på det finske marked. De finske industrikunder lader dog vente på sig.

- Det kan være det (Industri i Finland, red.) kommer en dag. Det ligger i al fald inden for vores strategi, siger Lars Bonde og henviser til, at der også er grænser for, hvor mange tiltag Trygvesta kan og vil gennemføre på en gang.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )