Trygvesta bragte uventet flot halvårsregnskab (oversigt)

 

Forsikringskoncernen Trygvesta overraskede markant og positivt med et halvårsregnskab, der blandt andet indeholdt en væsentlig opjustering af forventningerne.

 

- Vi har haft et første halvår, som ser ganske fornuftigt ud, selv om der har været flere storskader, end vi havde forudset. Det skyldes ikke mindst den meget flotte vækst, som vi har haft i præmieindtægterne, siger koncernchef i Trygvesta, Stine Bosse, til RB-Børsen.

 

Trygvesta fik et halvårsoverskud på 1,7 mia. kr., hvilket var 300 mio. kr. bedre end sidste år og 200 mio. kr. bedre end ventet i markedet. 474 mio. kr. af overskuddet skyldes investeringsafkastet, men det går lige op med udgifterne til storskader, som lå et pænt stykke højere end normalen for perioden.

 

Blandt markedsdeltagerne var der kun ros til overs til ledelsen, men uheldigvis kom regnskabet på en meget trist børsdag med kursfald over hele linien.

 

- Trygvestas overskud før skat er 15 pct. bedre end konsensus, og deres combined ratio er imponerende lav. En normal dag ville det have sendt Tryg 4-5 pct. op, siger chef for Sales Trading i Danske Markets, Mads Zink, til RB-Børsen.

 

Combined ratio er et nøgletal, der sætter udgifterne til erstatninger med mere i relation til præmieindtægterne, og det blev i første halvår forbedret til 87,1 pct. fra 87,4 pct. i samme periode sidste år.

 

Pletten, hvis der kan tales om en sådan, i regnskabet er stadig Norge, hvor Trygvesta driver landets tredjestørste forsikringsselskab. Trygvesta har brugt de seneste år på en norsk turn around med justering af hele prisstrukturen, men præmieindtægterne er stadig faldende.

 

- Hvis vi ser udviklingen i Norge relateret til vores konkurrenters, så er den faktisk ok. Det viser, at der har været brug for en tilpasning af priserne, siger Stine Boss e.

 

Med halvårsregnskabet fulgte en opjustering af helårsforventningerne. Trygvesta venter nu et 2007-overskud før skat på 3,1 mia. kr. mod tidligere 2,7 mia. kr. Samtidig er forventningerne til præmievæksten i lokal valuta opjusteret til 4 pct. fra 3,3 pct. Det sidste kan virke ganske ambitiøst i betragtning af, at væksten var 2,8 pct. i første halvdel af året.

 

- Væksten skal primært komme fra tre områder. Vores nye markeder, det vil sige Sverige og Finland, Industri, hvor vi har haft en meget flot tilgang af nye kunder i første halvår, og så en fortsat forbedring af holdbarheden på vores to anseelige markeder, Danmark og Norge, forklarer Stine Bosse.

 

Medierne har i forsommeren været fyldt med skybrud og vand i landets kældre. Det påvirker naturligvis forsikringsselskabet, men en pæn del af udgifterne kommer først i 3. kvartal.

 

- Vi har ikke taget det hele endnu. Vi kan se, at vi i juli har haft vejrrelaterede skader for yderligere 90 mio. kr. Det er klart, at sådan en sommer med så meget vand koster, siger Stine Bosse.

 

Regnskabet blev offentliggjort inden børsen åbnede. Efter en lille times handel i et meget negativt marked lå aktien med et plus på 0,5 kr. i kurs 424.

 

# Halvårsregnskab - TrygVesta

 

Mio. kr. halvår 07 RBB-Estimat halvår 06

 

-------------------------------------------------------------

 

Bruttopræmieindtægter: 8106 8084 7965

 

Forsikringsteknisk res.: 1278 - 1167

 

Combined ratio: 87,1 87,9 87,4

 

Res. før skat: 1745 1561 1351

 

Nettores.: 1306 1188 1094

 

Privat&Erhverv Danmark

 

Bruttopræmier: 3263 - 3204

 

Forsikringsteknisk res.: 614 - 570

 

Privat&Næringsliv Norge

 

Bruttopræmier: 2178 - 2264

 

Forsikringsteknisk res.: 212 - 288

 

Industri

 

Bruttopræmier: 2520 - 2412

 

Forsikringsteknisk res.: 527 - 334

 

#

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )