Trump-kommentar sætter den canadiske dollar under pres

Foto: LEAH MILLIS. USA's præsident Donald Trump og den canadiske premierminister Justin Trudeau til G7-topmødet i Charlevoix, Quebec, Canada,8. juni, 2018. REUTERS/Leah Millis/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Der er pres på den canadiske dollar mandag, efter at USA's præsident, Donald Trump, i weekenden kritiserede Canadas premierminister under G7-mødet i Quebec.

Præsidenten trak søndag sin støtte til en fælles sluterklæring mellem G7-landene, som kunne mindske risikoen for en eskalerende handelskonflikt mellem USA og andre lande.

Han begrundede sit valg med, at Canadas premierminister, Justin Trudeau, fra starten af juli vil pålægge USA toldsatser, der svarer til dem, som USA har pålagt Canada.

Donald Trump tilføjede på Twitter, at Canada har et stort handelsoverskud over for USA.

- Den canadiske dollar er ramt af salgspres, da G7-mødet forstærkede konfrontationen mellem USA og Canada - der er specielt bekymring om, at USA går efter bilsektoren, hvilket vil være et stort slag for Canada, siger Ko Haruki, der er markedschef hos CIBC World Markets, til Bloomberg News.

Der går mandag 1,3008 canadiske dollar på en amerikansk ditto mod 1,2964 fredag eftermiddag, mens der skal betales 1,5331 canadiske dollar for en euro mod 1,5253 fredag eftermiddag.

Dermed går der 1,1788 dollar på en euro, hvilket er en lille svækkelse af den amerikanske valuta sammenlignet med fredag, hvor man skulle betale 1,1763 dollar for en euro.

I den ydre del af valutamarkedet er kryptovalutaen bitcoin under hårdt pres i mandagens handel, efter at den mindre sydkoreanske kryptobørs Coinrail blev hacket i weekenden.

Bitcoin er faldet knap 12 pct. til 6784 dollar i forhold til fredag, mens kursen er dykket omkring 50 pct. siden årsskiftet.

- Tanken er, at hvis det kan ske for a, kan det også ske for b, og det kan også ske for c. Derfor går folk i panik og begynder at sælge, siger Stephes Innes, der er handelschef hos børsmægleren Oanda, til Bloomberg News.

/ritzau/FINANS