Trump: Aktierne ville brage ned, hvis jeg nogensinde bliver anklaget

Der ville komme fald på aktiemarkederne, hvis USAs præsident, Donald Trump, skulle ende med at blive frataget sin stilling som følge af verserende anklager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alex Brandon

Der ville komme fald på aktiemarkederne, hvis USAs præsident, Donald Trump, skulle ende med at blive frataget sin stilling som følge af verserende anklager.

Det siger i hvert fald hovedpersonen selv i et interview med Fox News, som er blevet offentliggjort torsdag.

»Hvis jeg nogensinde blev anklaget, så tror jeg, at markedet ville brage ned. Jeg tror, at alle ville være meget fattige.«

»For uden mig ville man se tal, som man ellers ikke ville kunne forestille sig. Jeg fik fjernet regulativer. Skattenedsættelsen var en fantastisk ting,« siger Donald Trump i interviewet ifølge CNBC.

Foreløbig har aktiemarkederne ikke reageret det store på den seneste udvikling i præsidentens juridiske problemer, hvor to af præsidentens tidligere advokater nu er blevet kendt skyldige i kriminelle handlinger, og hvor en af dem, Michael Cohen, direkte har delagtiggjort Donald Trump i ugerningerne.

Ifølge CNBC regner de handlende i aktiemarkedet lige nu med, at Donald Trump vil gå fri af anklager, som vil kunne resultere i en rigsretssag og et eventuelt krav om at forlade sin præsidentpost, medmindre en igangværende undersøgelse kan forbinde præsidenten direkte til Rusland og manipulering af det amerikanske valg i 2016.

Før torsdagens åbning af den amerikanske aktiehandel er det ledende S&P 500-indeks siden årsskiftet gået op med 7 pct. Onsdag satte indekset desuden rekord for den længste »bull market«-periode (en periode med overvejende aktiestigninger, red.), da indekset har været primært opadgående siden marts 2009.

»Jeg ved ikke, hvordan man kan anklage nogen, som har gjort et godt stykke arbejde,« siger Donald Trump i interviewet med Fox News.