Trist aktiedag ender i sort

En dårlig dag på det amerikanske aktiemarked endte med minus over hele linjen.

Foto: Scanpix
Ned og atter nedad. De amerikanske investorer lod sig tirsdag påvirke af hverken kendisbegravelsen af Michael Jackson eller sommerferiehumør og sendte aktierne ned i et sort hul over én kam.

Igen i dag syntes investorerne at tvivle på, hvorvidt vi har set bunden af recessionen og valgte derfor at sælge ud af deres aktier.

Ikke mindst faldet i olieprisen smittede af på aktierne, der nåede det laveste punkt i seks uger. Og udsigten til en ny omgang kvartalsregnskaber, der drøner ind ad døren de kommende uger, trøster heller ikke investorerne.

"Investorerne har forstået, at økonomien, når den engang kommer på fode igen, måske slet ikke bliver så god, som vi går og håber på," siger Robert Siewert, der er porteføljemanager hos Glenmede til Cnnmoney.com.

Ifølge Siewert ser investorerne langt ude i fremtiden for at finde svar på, hvad de skal stille op netop nu.

"Mens BNP ser ud til at vende til det positive i tredje eller fjerde kvartal, har investorerne øjnene stift rettet mod, hvordan væksten mon tegner sig til næste år," lyder hans vurdering.

Ved lukketid var Dow Jones i et minus på 1,94 procent til indeks 8.163,60, mens S&P-indekset faldt med 1,97 procent tl indeks 881,03, og Nasdaq lukkede med et minus på 2,31 procent til indeks 1.746,17.