Torsdagens obligationer: Vigende risikoappetit gav rentefald

Arkivfoto: aktie- obligationshandel hos Nordea. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Det danske obligationsmarked oplevede torsdag mindre rentefald som reaktion på en generelt vigende risikoappetit blandt investorerne, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, havde skruet yderligere op for retorikken i handelstvisten med Kina og truet med endnu højere toldsatser end tidligere varslet.

Handelsbekymringerne prægede fra dagens start dermed finansmarkederne, hvor aktierne kom under pres, mens der i stedet blev kanaliseret penge over i de mere sikre fordringer - såsom danske statsobligationer, som derfor oplevede stigende kurser og faldende renter.

Herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation i 0,42 pct. efter et fald på 2 basispoint.

Ud over handelsforholdene var der torsdag fokus på den britiske centralbank, Bank of England, der efter sit rentemøde som ventet hævede sin ledende rente til 0,75 pct. fra 0,50 pct. - det højeste niveau siden 2009.

Beslutningen gav dog ikke anledning til de store forskydninger i renterne på de britiske statspapirer, og den tiårige britiske rente lå torsdag eftermiddag næsten uændret i 1,38 pct.

Fra USA kom de ugentlige tal for nytilmeldte ledige, og de overraskede svagt positivt. I sidste uge meldte 218.000 amerikanere sig som førstegangsledige, hvilket var 2000 færre end ventet. Markedsdeltagerne blev endvidere præsenteret for en stigning i de amerikanske fabriksordrer i juni på 0,7 pct., hvilket var på linje med forventningerne.

/ritzau/FINANS