Torsdagens obligationer: Uændret rente efter nyt fra centralbanker

Små udsving prægede det danske obligationsmarked torsdag, hvor investorerne fordøjede nyt fra de store centralbanker.

Læs mere
Fold sammen

Referatet af det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank vakte opsigt, da det afslørede, at rentekomitéen har taget hul på drøftelser om at starte en neddrosling af bankens store obligationsbeholdninger.

Offentliggørelsen af referatet sendte aktierne ned, men fik også betydning for de amerikanske obligationer onsdag aften.

- Lidt overraskende sendte det også renterne lidt ned, hvor man ellers burde forvente, at en stramning af pengepolitikken, som det de facto vil være, hvis man slanker balancen i centralbanken, ville sende renterne op, konstaterer seniorstrateg i Nordea Morten Hessner.

I Europa er der modsat ikke megen tegn i sol og måne på, at pengepolitikken snart strammes. Chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, sagde torsdag morgen, at inflationen i euroområdet endnu ikke stærk nok til at justere i de fremtidige planer for pengepolitikken.

Herhjemme lukkede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation uændret i 0,53 pct. efter at have ligget 1 basispoint lavere store dele af torsdagen.

Pæne nøgletal fra USA, der viste et stort fald i nytilmeldte ledige til 234.000 i sidste uge fra 259.000 ugen før, formåede ikke at rykke renterne.