Torsdagens obligationer: Renten vendte ned på skuffende tyske tal

Renten på den tiårige danske statsobligation faldt til 0,75 pct. efter at have været oppe i 0,80 pct. tidligere torsdag. Samlet faldt renten med 3 basispoint i forhold til onsdag eftermiddag.

Det var en ringere end ventet tysk erhvervstillid IFO, der fik renten til at droppe, da tallet blev offentliggjort klokken 10. Tallet faldt til 115,4 fra 117,6 måneden før. Det skal sammenlignes med markedskonsensus om indeks 117,0 ifølge Bloomberg News.

Onsdag aften offentliggjorde den amerikanske centralbank referatet fra rentemødet i januar. Af det fremgik det, at der var bekymringer i centralbankens top over effekten af præsident Donalds Trumps skattelettelser, og samtidig blev det indikeret, at antallet af renteforhøjelser i år "sandsynligvis" ville blive øget.

Torsdag var det så Den Europæiske Centralbanks tur til at løfte sløret for dialogen og diskussionerne på det seneste rentemøde, der blev afholdt i slutningen af januar. Og det var et referat uden de store overraskelser, vurderede Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.

»Der er ikke kæmpe overraskelser eller bomber i det her. På marginalen er det nogle lidt bløde signaler, og de har ikke voldsomt travlt med at stramme sprogbrugen omkring pengepolitikken,« siger han til Ritzau Finans.