Torsdagens obligationer: Rentehop bremses før melding fra Bank of England

Arkivfoto: Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Der er umiddelbart udsigt til, at toppen af de rentestigninger, der blev opnået på det danske marked onsdag, bliver taget af torsdag morgen, mens investorerne afventer blandt andet rentemødet i Storbritannien.

Onsdag steg renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme med 4 basispoint til 0,44 pct. - en spejling af udviklingen i USA, hvor den ledende tiårige rente sluttede lige i underkanten af 3,00 pct.

Torsdag morgen handles den amerikanske rente i 2,99 pct. på markedet i Tokyo, og det er et enkelt basispoint lavere, end da de danske handlere gik hjem onsdag.

Onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, formåede ikke at give større bølgeskvulp i markedet, da renten som ventet blev fastholdt.

Derudover gentog banken flere af de vante formuleringer, så den umiddelbare forventning i markedet er stadig, at renten først vil blive hævet igen på mødet i september.

Fra nøgletalsfronten kom der desuden blandede signaler fra USA i løbet af onsdagen.

ADP's jobrapport overraskede positivt og viste 219.000 nye job mod ventet 186.000, mens ISM-indekset for industrisektoren skuffede. Indekset faldt til 58,1 fra 60,2 og var et stykke fra økonomernes estimat, der ifølge Bloomberg News lød på 59,4.

Torsdagen er ikke tung på nøgletal, idet de største offentliggørelser er den ugentlige statistik over nytilmeldte ledige fra USA samt mindre tal for ordreindgangen af varige goder og fabriksordrer.

Investorerne vil dog også vende blikket mod Storbritannien, hvor Bank of England holder rentemøde. Her er forventningen modsat i USA et renteløft - til 0,75 pct. fra 0,50 pct.

48 ud af 58 økonomer, som Bloomberg News har talt med, venter netop den udvikling, mens de resterende ti venter en fastholdelse.

Opkøbsprogrammet vil der ikke blive rørt ved, hvis man spørger økonomerne, der venter en fastholdelse af niveauet på 435 mia. pund.

/ritzau/FINANS