Torsdagens obligationer: Rentefald i nord og stigninger i syd

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: BRYAN R. SMITH

En indledende marginal rentestigning torsdag morgen er mere end udlignet ved middagstid, hvor renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation ligger på 0,37 pct. Det er 2 basispoint lavere end slutniveauet onsdag aften og 3 basispoint lavere end udgangspunktet torsdag morgen.

Dermed følger den danske toneangivende rente udviklingen for den tyske, mens renterne i det sydlige Europa presses op med hele 14 basispoint i Italien og omkring 6 basispoint i nabolandene Spanien og Portugal.

Spanien har torsdag formiddag holdt auktion over statspapirer, blandt andet femårige obligationer for 2 mia. euro, som fik hammerslag på en rente på 0,34 pct. mod en rente på 0,44 pct. ved en tilsvarende auktion for to uger siden.

Den italienske renteudvikling skal ses i lyset af udnævnelsen den euroskeptiske økonom Alberto Bagnai til chef for Senatets finansudvalg. Og selv om det ikke er så betydningsfuld en position som finansministerens, så er det ifølge Bloomberg News nok til at skabe nervøsitet blandt investorerne.

Efter afslutningen af centralbankchefernes møde i Sintra, Portugal, er investorernes opmærksomhed ved at vende tilbage mere generelle økonomiske forhold.

Og her byder eurozonen ind med et af dagens vigtigste nøgletal i form af en foreløbig opgørelse af forbrugertilliden i eurozonen i juni - særligt fordi det er første opgørelse, efter at den politiske usikkerhed i Italien brød ud. Af samme årsag venter Sydbank at se et fald i dagens opgørelse.Tallet offentliggøres kl. 16.00 og der ventes ifølge Bloomberg en indikator på 0,0 efter en aflæsning på 0,2 i maj.

Samtidigt kommer der opgørelsen over de ledende indikatorer fra USA for juni, hvor der ventes et uændret niveau. Og forinden oplyses tilgangen af nytilmeldte ledige i sidste uge, hvor estimatet er 220.000, og Philadelphia Feds indeks for juni, som ventes at falde til 29,0 fra 34,4.

/ritzau/FINANS