Torsdagens obligationer: Begivenhedsrig dag med uændret rente

En forholdsvis begivenhedsrig torsdag på obligationsmarkederne sluttede i status quo for den toneangivende danske tiårige statsobligation. Renten var ved lukketid 0,35 pct. eller det samme som både onsdagens slutrente og torsdagens åbningsrente.

Henover dagen svingede renten mellem 0,34 pct. og 0,37 pct.

Dagen bød på rentemøder i tre centralbanker, hvoraf møderne i Bank og England og Den Europæiske Centralbank formede sig som ventet med uændrede renter og pengepolitik.

Så var der mere dynamik i den tyrkiske centralbank, der hævede sin rente til hele 24 pct. fra 17,5 pct. Dermed understregede banken sin uafhængighed af den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, der forinden havde anklaget banken for en forfejlet pengepolitik, fordi den ikke har sænket renten for at bremse den tyrkiske inflation. I markedet var der ventet en tyrkisk rentestigning til 21 pct.

Eftermiddagens amerikanske inflationstal for august overraskede med en stigning i kerneforbrugerpriserne på 2,2 pct. på årsbasis mod en ventet stigning på 2,4 pct. Den umiddelbare danske rentereaktion var et fald på 1 basispoint.

Antallet af nytilmeldte ledige på 204.000 i sidste uge viste sig lidt lavere end den ventede tilgang på 210.000 ifølge Bloomberg News.