Torsdagens obl.: Flugten til obligationer fortsatte

 

Obligationsmarkederne tog torsdag imod investorerne, som havde fået nok af de faldende aktiemarkeder. Samtidig gav torsdagens nøgletal krisespekulationerne ekstra gødning. Det gav kursfremgang og rentefald.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede torsdag 0,29 point højere i kurs 97,79 med en effektiv rente på 4,32 pct. Blandt realkreditobligationerne sluttede 4-35'erne 0,20 point højere i kurs 89,32 med en effektiv rente på 5,14 pct.

 

- Fokus var fortsat på de meget svingede og nervøse aktiemarkeder, og investorerne flygtede torsdag fra aktierne til obligationerne, udtalte chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea Markets til RB-Børsen. Analytikeren bemærkede, at dagens svage nøgletal understøttede tendensen.

 

Opgørelserne over påbegyndt boligbyggerier og byggetilladelser var svagere end analytikerne havde ventet. Boligbyggerierne faldt til 1,381 mio. enheder i juli fra 1,467 mio., mens tilladelserne faldt til 1,373 mio.

 

- De påbegyndte boligbyggerier faldt til det laveste niveau i mere end 10 år, og det tyder på, at det amerikanske boligmarked ikke har fået bunden endnu. Det kan gødede jorden for flere problemer i det kriseramte subprimemarked, udtalte Johnny Bo Jakobsen.

 

Eurostat var torsdag formiddag aktuel med forbrugerpriserne for eurozonen i juli. Opgørelsen bød ikke på nogen overraskelser, idet inflationen steg 1,8 pct., mens kerneinflationen steg 1,9 pct. Det var helt på linje med analytikernes forventninger.

 

Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 17/32 point højere i kurs 100 24/32 med en effektiv rente på 4,65 pct. Den amerikanske dollar blev styrket mod euroen. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,341 dollar.

 

Efter europæisk lukketid offentliggøres det regionale erhvervsbarometer fra Philadelphia Fed, som hører til blandt de bedre indikatorer for det landsdækkende ISM-erhvervsbarometer. Det vil tiltrække opmærksomhed.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )