Torsdagens obl.: Flugt til obligationer

 

Det danske obligationsmarked lukkede torsdag med solide kursstigninger og rentefald, eftersom investorerne trak sig fra den nervøse udvikling på aktiemarkederne. Den europæiske storbank BNP Paribas pustede torsdag til gløderne på kreditmarkedet grundet tab på det såkaldte sekundære amerikanske lånemarked. Det fik investorerne til at flygte ud af aktiemarkederne og over i de fastforrentede papirer.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede torsdag 0,36 point højere i kurs 97,00 med en effektiv rente på 4,43 pct. Blandt realkreditobligationerne sluttede 4-35'erne 0,27 point lavere i kurs 89,30 med en effektiv rente på 5,14 pct.

 

Obligationsinvestorerne følger for tiden nøje udviklingen på aktiemarkedet grundet de seneste volatile udsving efter de globale kreditbekymringer. Torsdag morgen faldt aktierne tilbage, og det øgede efterspørgslen efter de fastforrentede papirer. Den franske investeringsbank BNP Paribas har fastfrosset kapitalen i tre fonde, grundet den stigende bekymring for, at problemerne fra det sekundære amerikanske lånemarked vil sprede sig til andre dele af kreditområdet.

 

- Vi har set, at volatiliteten på de finansielle markeder er øget den seneste tid. Den øgede usikkerhed får investorerne til at søge mod værdipapirer med større sikkerhed. Investorernes usikkerhed fik øget grobund torsdag, da BNP Paribas suspenderede tre hedgefunde, som ikke kunne værdifastsættes tilfredsstillende, udtalte senior aktiehandler Claus Thestrup fra Handelsbanken til RB-Børsen.

 

Den Europæiske Central (ECB) meddelte, at centralbanken har sprøjtet mere end 700 mia. kr. (95 mia. euro) ud på de finansielle markeder i eurozonen. Det skriver BBC News. Pengene er blevet gjort tilgængelige i form af lån til 49 banker og finansielle institutioner, og kommer efter meldingerne fra BNP Paribas.

 

Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 18/32 point højere i kurs 99 24/32 med en effektiv rente på 4,84 pct. Dollaren blev styrket mod euroen. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,369 dollar.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )