Torsdagens obl.: Endte med ganske små stigninger

Efter at obligationerne havde smidt morgenstundens kursfremgang, blev det stort set til en sidelæns bevægelse resten af torsdagen. Dagens tema stod i kreditkrisens tegn med regnskab fra Bear Stearns og S&P "junkstatus" anmærkning på selskabet ACA Financial Guaranty.

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede torsdag 0,18 point højere i kurs 97,92 med en effektiv rente på 4,31 pct. Blandt realkreditobligationerne sluttede 4-35'erne 0,17 point højere i kurs 88,70 med en effektiv rente på 5,22 pct.

Morgenstundens kursfremgang havde udgangspunkt i spekulationerne om obligationsforsikringsselskab ACA Financial Guaranty. Kreditvurderingsselskabet Standard & Poor's sænkede sin rating på ACA Financial Guaranty til "junkstatus" CCC.

- Amerikanske obligationsudstedere kom under pres efter de sænkede ratings fra Standard & Poor's onsdag aften, og det løftede obligationskurserne på det danske obligationsmarked torsdag morgen, udtalte senioranalytiker hos Nordea Markets, Anders Matzen, til RB-Børsen.

Den amerikanske investeringsbank Bear Stearns aflagde torsdag eftermiddag regnskab, og det indeholdt igen store nedskrivninger i kølvandet af kreditkrisen. Bear Stearns nedskrev 1,9 mia. dollar i fjerde kvartal.

- Flere af konkurrenterne har været ude med store nedskrivninger, men nedskrivningerne fra Bear Stearns havde ikke den store effekt, hverken på aktie- og obligationsmarkederne, udtalte Anders Matzen.

Efter dansk lukketid offentliggøres det regionale erhvervstillidsbarometer fra Philadelphia i USA for december.

- Det regionale erhvervsbarometer vil tiltrække en del opmærksomhed, idet Philly Fed giver en indikation for det landsdækkende ISM-erhvervsbarometer, bemærkede Anders Matzen.

Den ugentlige amerikanske jobopgørelse skuffede, og det gjorde nøgletallet "Ledende Indikator" også, men det havde kun marginal effekt på obligationsmarkedet.

- Fremgangen i de ugentlige ansøgninger om understøttelser understøtter udsigterne for amerikanske rentenedsættelser i 2008, hvor vi venter amerikanske tre rentenedsættelser af 25 basispoint i første halvår 2008, pointerede Anders Matzen.

Ved dansk lukketid kostede en euro 1,434 dollar, og dermed blev dollaren styrket en anelse mod euroen. Den amerikanske tiårige T-bond lå ved dansk lukketid 3/32 højere i kurs 101 28/32 med en effektiv rente på 4,01 pct.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )