Torsdagens obl.: Afventer amerikansk jobrapport

Læs mere
Fold sammen
Renterne endte med fald, og dermed blev formiddagens udvikling vendt. Nervøsitet havde overtaget med virksomhedsnedjusteringer og uensartede nøgletal. Den britiske centralbank var aktuel med en rentesænkning, hvilket var ventet. Nu er fokus rettet mod fredagens vigtige arbejdsmarkedsrapport for december, som er ugens højdepunkt på makrosiden.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2017, lukkede torsdag 0,48 point højere i kurs 104,33 med en effektiv rente på 3,41 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,23 point lavere i kurs 92,00 med en effektiv rente på 4,90 pct.

Efter onsdagens skuffende APD jobindikator blev det til en positiv overraskelse fra den ugentlige job-rapport - Jobless Claims. Den viste, at de ugentlige ansøgninger til understøttelse dykkede til 467.000 fra 491.000. Økonomerne havde ventet en stigning til 545.000.

- Det var en positiv Jobless Claims, men man skal også bemærke, at opgørelsen er over en uge med flere helligdage, sagde chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea til RB-Børsen.

Aktiemarkederne var præget af nye nedjusteringer, hvilket kom fra den amerikanske gigant Wal-Mart og torsdag morgen fra kinesiske Lenovo. Det skabte uro, hvilket understøttede obligationskurserne.

Eurostat var torsdag formiddag aktuel med erhvervstillidsbarometeret, som dækker både industrien og servicesektoren. Barometeret viste et kraftigt fald til 67,1 i december fra 74,9. Analytikerne havde ventet et mindre fald til 71,8 i december. Forbrugertilliden for eurozonen blev banket ned til et historisk lavpunkt, da det faldt minus 30 fra minus 25. Analytikerne havde ventet et fald til minus 26.

Bank of England sænkede renten til 1,5 pct. fra 2,0 pct. Centralbanken vurderede, at presset på tilgængeligheden af lån er yderligere strammet til, og der er behov for yderligere tiltag.

Den amerikanske tiårige T-bond lå ved dansk lukketid 4/32 point højere i kurs 111 1/32 med en effektiv rente på 2,48 pct. Euroen blev styrket lidt mod dollaren og ved dansk lukketid kostede en euro 1,3725 dollar.

Nu er fokus rettet mod fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport for december, som fremlægges kl. 14.30. chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen venter, at den vil vise et jobtab på 500.000 i december, efter at der blev tabt 533.000 i november.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )