Torsdagens aktuelle selskaber i aktiefokus igen

Ugens sidste handelsdag ser ud til at splitte investorer og handlere i de største danske aktier.

Læs mere
Fold sammen

Stigninger og fald i C20-aktierne er stort set ligeligt fordelt, men da de tungeste trækker op, er nettoeffekten en stigning i indekset.

Aktierne ligger ved middagstid fredag 0,3 pct. højere i 650,85 målt på C20 Cap-indekset. Trods stigningen er indekset siden sidste fredag faldet med 0,6 pct. Siden nytår er stigningen dog stadig flot - mere end 25 pct.

Analytikernes kommentarer om torsdagens regnskaber og meddelelser fra Pandora, Novo Nordisk, Coloplast og Danske Bank tynger mailboksene hos handlere, investorer og kommentatorer og skal fordøjes, fortolkes og fortælles.

Fredagens aktuelle C20-regnskab fra TDC tiltrækker sig opmærksomhed, omend det kursmæssigt er af den negative slags.

TDC ligger i den svage del af indekset med et fald på 0,6 pct. til 49,32 kr. Ved åbningen var faldet dog mere end dobbelt så stort. TDC dæmper forventningerne til toplinjen og ser nu en omsætning på 24,5 til 25,0 mia. kr. mod tidligere 25,0 til 25,5 mia. kr. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) ventes dog uændret at lande på 10-10,2 mia. kr. I tredje kvartal gav denne post et overskud 2628 mio. kr. I Erhverv overraskede salget positivt, mens Privat skuffede lidt.

Maersk Line har markant succes med rateforhøjelser. Raterne fra Asien til Europa og fra Asien til Middelhavet er i denne uge steget over 100 pct. Stigningen kommer dog efter mere end en halvering siden august. Mærsk-aktierne stiger 0,7-0,8 pct. B-aktien koster 53.500 kr.

Pandoras opjustering torsdag - et par uger før regnskabet - belønnes fortsat fredag, og smykkeaktien glimter klarest blandt C20-aktierne. Torsdagens tidlige tal for tredje kvartal, der var pyntet med en opjustering af årsforventningerne til hele 2013, har fået analytikerne til at smile. JP Morgan har løftet sit kursmål for Pandora til 300 kr. fra tidligere 247 kr., og anbefalingen er fortsat "overvægt". SEB Enskilda har også sat kursmålet til 300 kr. fra 255 kr. SEB's anbefaling er "køb". Aktien i Pandora stiger 2,7 pct. til 269 kr.

Coloplasts stærke forventninger til 2013/14 og udbytteløfter sendte torsdag medico-aktien op med 10 pct. til 358,20 kr. Fredag taber aktien dog lidt af det vundne igen, da den sætter sig 3 pct. - det største fald fredag middag i C20 - til 347,20 kr. Bank of America sænker anbefalingen af Coloplast til "neutral" fra "køb". Nordea løfter derimod kursmålet til 360 kr. fra 325, mens Kepler løfter sin anbefaling til "hold" fra "reducer".

Novo Nordisk, der blev straffet for torsdagens regnskab, får lidt revanche fredag med en kursstigning på 1,2 pct. til 924,50 kr. efter torsdagens fald på mere end 7 pct. Flertallet af analytikerne fastholder et positivt syn på aktien. Swedbank er indtil videre eneste bank, der har indtaget en ny holdning til aktien. Anbefalingen er sænket til "neutral" mod tidligere "køb".

Blandt bankerne har Danske Bank fået løftet sit kursmål hos Nomura og Nordea. Nomura har løftet til 119 kr. mod tidligere 112 kr. Anbefalingen er dog fortsat "reducer". Nordea løfter målet til 155 kr. fra 140 og anbefaler "køb". Dermed har Nordea det tredjehøjeste kursmål for konkurrenten af de 23 analytikere, der offentliggør kursmål via Bloomberg News. Kun Alm. Brand Markets og JP Morgan er mere optimistiske med henholdsvis 160 kr. og 157 kr.

Danske Bank fortsætter op efter regnskabet torsdag, der sendte aktien op med 2 pct. Fredag er stigningen 1,2 pct. til lige under 130 kr.