Torsdagens aktier: Vestas dykker efter årsslutningen i roligt C25-indeks

Arkivfoto: Vestas afsluttede 2019 med endnu et par ordrer, men det er tilsyneladende ikke nok til at skabe begejstring blandt investorerne torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Vestas afsluttede 2019 med endnu et par ordrer, men det er tilsyneladende ikke nok til at skabe begejstring blandt investorerne torsdag.

Vindmølleselskabets aktie sendes helt til bunds i det danske eliteindeks på den første handelsdag i 2020, som generelt er præget af en lidt forsigtig stemning.

Efter kort tids handel ligger C25-indekset stort set uændret i 1254,14.

Det danske aktiemarked var senest åbent mandag i denne uge - hvilket også var den sidste børsdag i 2019 - og her sluttede C25-indekset 0,8 pct. lavere.

Det ændrede dog ikke på, at 2019 var et fabelagtigt aktieår med en stigning i C25-indekset på 26 pct.

Vestas annoncerede færre ordrer i Q4

Vestas fik lige sneget endnu et par vindordrer ind på årets sidste dag - en amerikansk på 162 megawatt (MW) og en mexicansk en af slagsen på 30 MW, fremgår det af selskabets hjemmeside.

Med de to ordrer har Vestas samlet annonceret ordrer med en kapacitet på 2996 MW i fjerde kvartal af 2019, hvilket er mindre end året inden, hvor der i kvartalet blev annonceret ordrer på 4192 MW.

Samlet er der dog blevet annonceret flere ordrer i 2019 - selv før de uannoncerede ordrer, som offentliggøres ved regnskabsaflæggelse. Sidste år var ordreindgangen på 16.417 MW mod 14.214 i 2018.

Ordreindgangen i 2019 er ifølge Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, der følger Vestas tæt, en fin ordreindgang, selv om festfyrværkeriet i hans optik udeblev.

»Vi havde faktisk sat næsen op efter en endnu stærkere ordreindgang, men det helt store festfyrværkeri udeblev.«

»De seneste kvartalers opadgående trend i uannoncerede ordrer betyder dog, at vi endnu ikke helt afskriver vores estimat om en ordreindgang på 19.000 MW i år, men det kræver, at rekorden i uannoncerede ordrer fra tredje kvartal 2019 overgås med cirka 500 MW,« skriver han i en analyse.

Vestas-aktien falder 2,7 pct. til 655 kr.

Maersk Drilling får også del i opmærksomheden, efter at selskabet mandag efter børsens lukketid fik nyt fra den norske konkurrent, borerigselskab Seadrill, der har fået forlænget store aftaler i Mellemøsten på to af selskabets borerigge.

Aktien i Maersk Drilling, der går under navnet Drilling Company og 1972 på børsen, stiger torsdag morgen 1 pct. til 445 kr.

Løftede bankanbefalinger

Der er også lidt fokus på et par bankaktier, efter at svenske SEB har løftet anbefalingen for både Spar Nord og Sydbank.

Spar Nord har fået hævet anbefalingen til »hold« fra »sælg«, fremgår det af data fra Bloomberg News. I samme omgang er kursmålet hævet til 62 kr. fra 58 kr. Aktien stiger 1,1 pct. til 65,40 kr.

Sydbank har ligeledes fået løftet anbefalingen til »hold« fra »sælg«, og det langsigtede kursmål er sat op med 8 kr. til 133 kr., fremgår det af data fra Bloomberg. Aktien går frem med 1,2 pct. til 141,50 kr. torsdag.

Bavarian Nordic kan også fortælle, at selskabet har afsluttet sit milliardkøb af vacciner af Glaxosmithkline. Købet, der blev annonceret 21. oktober, omfatter vaccinerne Rabipur/ Rabavert og Encepur, der har en samlet omsætning på cirka 175 mio. euro.

Aktien starter torsdagen 0,6 pct. højere i 172,45 kr.

DLH har tirsdag i denne uge omvendt afsluttet salget af alle selskabets driftsmæssige aktiver vedrørende grossistvirksomheden i Danmark.

Handlen er nu gennemført uden anmærkninger fra køberen, som har indbetalt 101,8 mio. kr. som estimeret købesum. Den endelige købesum opgøres senest ved udgangen af juni.

DLH-aktien falder 1,2 pct. til 1,73 kr.

/ritzau/FINANS