Torsdagens aktier: Tæsk og stigninger til Pandora og storbankerne

Foto: Liselotte Sabroe. »Lige nu er det Pandora, der reagerer kraftigst,« konstaterer børsmægler i ABG Sundal Collier Nikolaj Holmsgaard om tilbagegangen for smykkeaktien på 2,2 pct. til 443,40 kr. torsdag middag.
Læs mere
Fold sammen

Midt i en i øvrigt nyhedsfattig ferieuge glimrer ikke færre end tre af de danske C25-selskaber - Pandora, Danske Bank og Nordea - med nyheder, der bryder med de sommerstille kursudsving.

Danske Bank er i indekstoppen efter onsdagens drøje kurshug, der fulgte oven på et skuffende regnskab. Nordea er med i toppen som positiv reaktion på bankens kvartalsregnskab, der blev fremlagt torsdag morgen. Og Pandora er raslet mod bunden af indekset efter meddelelsen om prisnedsættelser i Kina.

Samlet falder eliteindekset til 1131,50 eller med 0,1 pct. i forhold til onsdagens slutniveau.

VOLDSOM REAKTION MOD PANDORA

»Lige nu er det Pandora, der reagerer kraftigst,« konstaterer børsmægler i ABG Sundal Collier Nikolaj Holmsgaard om tilbagegangen for smykkeaktien på 2,2 pct. til 443,40 kr. torsdag middag.

»De vil sænke priserne i Kina for at imødegå de grå markeder, man har set i Asien. Priserne i Kina har været forholdsvis høje, hvis man sammenligner med et alt andet lige nærliggende marked som Australien. Asien og især Kina stak jo ud i sidste kvartal, og det - siger de - skyldes det grå marked, hvor der bliver importeret smykker fra for eksempel Australien til Kina,« forklarer Nikolaj Holmsgaard.

Blandt analytikerne har problemet med det grå marked i Kina været kendt og beskrevet, og ifølge Nikolaj Holmsgaard har markedet ventet en reaktion fra Pandora. Meddelelsen om prisnedsættelsen i Kina kan derfor ikke komme som den store overraskelse for aktiehandlerne, og Nikolaj Holmsgaard er derfor tilbøjelig til at beskrive kursreaktionen som "lige voldsom nok".

MODERAT REVANCHE TIL DANSKE BANK

Siden Danske Bank offentliggjorde et kvartalsregnskab onsdag morgen, som Jyske Bank beskrev som "elendigt", har analytikerne stået i kø for at nedjustere deres kursmål for aktien. Torsdag middag tæller listen over finanshuse, der reducerer kursforventningerne til bankaktien, JPMorgan, DNB, ABG Sundal Collier, Nordea, Kepler , SEB, Credit Suisse, Exane BNP Paribas og UBS.

Ikke desto mindre ligger aktien i Danske Bank torsdag middag i toppen af det danske C25-indeks med et plus på 2,8 pct. til 182,30 kr.

»Jeg tror, at det er en helt mekanisk og naturlig modreaktien på det meget voldsomme fald, vi så i går,« vurderer Nikolaj Holmsgaard.

Onsdag tabte Danske Bank 9,1 pct. til 177,30 kr.

»Analytikerne justerer estimaterne ned, men vi handlede i forvejen på så lave niveauer, at stort set ingen skifter anbefaling,« påpeger børsmægleren.

Kun Exane har, indtil videre, opgraderet aktien - til "neutral" fra "underperform".

LETTELSE FOR NORDEA

Nordea-aktien løftes torsdag middag 2,3 pct. til 64,38 kr. som kvittering for et kvartalsregnskab, der ifølge Nikolaj Holmsgaard var "in line".

»De faldt jo lidt ud af sengen på handelsposterne, men var gode til at styre omkostningerne. Så det var i store træk som ventet. Men de har misset fre kvartaler i træk, og forventningerne er kommet utroligt langt ned, mener børsmægleren, som ser kursfremgangen som udtryk for lettelse.«

Samlet leverer den skandinaviske storbank et overskud på 1085 mio. euro efter skat i andet kvartal, hvor der var spået 1030 mio. euro ifølge Ritzau Estimates. Kerneposterne - nettorenter og gebyrer - er nogenlunde som ventet. Udlånet stabiliseres, og det er med til at understøtte kerneposterne fremadrettet.

I regnskabet gentager Nordea-chef Casper von Koskull sin ambition om at løfte overskuddet i år set i forhold til 2017, men alt andet havde også været en stor, negativ overraskelse. Til gengæld er det nu usandsynligt, at Nordeas indtægter vil stige, hvilket ellers var planen fra starten af året.

I bunden af eliteindekset falder Ørsted 4,0 pct. til 396,30 kr. uden selskabsspecifikke nyheder som forklaring.

KONKURRENTNYT FRA EUROPA

DSV og Scandinavian Tobacco Group kan torsdag se til Europa for nyt om deres respektive brancher.

For DSV er det regnskabet fra rivalen Kuehne + Nagel, der skal nærstuderes. Schweizerne leverede fremgang i både omsætning og indtjening i første halvår og melder om et positivt syn på andet halvår ifølge topchef Detlef Trefzger.

DSV ligger torsdag middag 0,4 pct. højere i 513,40 kr.

I tobakssektoren har Swedish Match leveret halvårstal i morgentimerne og vist overraskende stor fremgang i både salg og indtjening. Selskabet tror også på bedre takter uden for Skandinavien, hvor der før var ventet tab på salget af snus og nikotinposer.

Senere på dagen leverer også amerikanske Philip Morris International sit regnskab. Inden da stiger Scandinavian Tobacco Group 0,7 pct. til 102,70 kr.

BIOPORTO FORSØGER SIG IGEN I USA

Det danske biotekselskab Bioporto har onsdag søgt de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), om markedsføringstilladelse til dets NGAL-test i USA.

FDA afviste i 2016 at godkende NGAL-testen, men Bioporto sendte en ny ansøgning ind senere det år og udviklede i 2017 en ny forsøgsprotokol, hvorefter selskabet har indrullet mere end 500 patienter i USA på 17 forskellige hospitaler.

Med udgangspunkt i en standardproces for godkendelse hos FDA forventer Bioporto en afgørelse omkring sin ansøgning inden udgangen af 2018, hvorefter selskabet potentielt kan markedsføre NGAL-testen i slutningen af i år eller i starten af 2019.

Investorerne synes godt om meldingen og sender Bioporto 4,6 pct. højere til 3,29 kr.