Torsdagens aktier: Rentespekulationer sendte C20 ned

Torsdagens C20-indeks lukkede 0,1 pct. lavere i 474,03 efter en dag med store udsving.

Finansaktierne trak op i formiddagstimerne grundet en positiv markedsopdatering fra Royal Bank of Scotland, men stemningen vendte i eftermiddagstimerne på grund af rente- og inflationsspekulationer.

- Stemningen på de europæiske aktiemarkeder blev negativ over middag efter meldingerne fra Bank of England, som ser en forværring af situationen på lånemarkederne med strammere likviditet til forbrugervirksomhederne, og derfor sænkede Bank of England renten, udtalte chefrådgiver Michael Borre fra Nordea til RB-Børsen.

- Den sure stemning blev understøttet af inflationsbekymringerne hos Den Europæiske Centralbank. Den europæiske stemning forplantede sig til det danske aktiemarked, udtalte Michael Borre.

Storbanken Royal Bank of Scotland nedskriver 1,5 mia. pund, hvilket var på linje med analytikernes forventninger. Investorerne var lettede, idet større nedskrivninger var frygtet, og det fik en positiv effekt på de europæiske finansaktier.

Danske Bank lukkede 1,6 pct. højere i kurs 205, efter Citigroup torsdag hævede sin anbefalingen på Danske Bank-aktien til "køb" fra tidligere "hold". Kursmålet blev ligeledes hævet til 235 kr. fra tidligere 230 kr.

Nordea lukkede 0,3 pct. lavere kurs 84,8, efter anbefalingen fra Citigroup torsdag blev sænket til "sælg" fra tidligere "hold", og kursmålet nedjusteret til 10,75 euro fra tidligere 11,5 euro.

Genmab lukkede torsdag 1,8 pct. lavere i kurs 348,5 efter løse rygter om partnerselskabsaftaler og opkøb. Genmab steg onsdag godt 11 pct. Genmabs IR-chef, Helle Husted, afviste at kommenterer rygterne.

- Det er en intern politik i Genmab ikke at kommentere på opkøbsrygter, forklarer hun til Business.dk

Novo Nordisk lukkede 3,2 pct. lavere i kurs 333. Konkurrenten Eli Lilly offentliggjorde positive data fra forsøg med GLP-1 diabetesmiddel Byetta Lar. På GLP-1 fronten har Novo Nordisk senest offentliggjort særdeles positive data med diabetesmedikamentet Liraglutide, som også er et potentielt behandlingsmiddel mod fedme. Novo Nordisk fik torsdag hævet kursmålet hos Citigroup til 310 fra 302,5.

A.P. Møller - Mærsk lukkede 0,7 pct. højere i kurs 58.900, efter investeringsbanken Bear Stearns offentliggjorte en undersøgelse der konkluderede, at fragtraterne for containertransport holder sig uændrede eller falder en anelse i 2008. A.P. Møller - Mærsk-aktien har på det seneste haft det svært grundet frygten for en hård landing af den amerikanske økonomi. Det skrev Jyske Bank, som i øvrigt fastholder anbefalingen "akkumuler" af aktien.

G4S lukkede 0,5 pct. højere i kurs 22,4. Investeringsbanken UBS hævede anbefalingen til "køb" fra tidligere "neutral". Kursmålet er 260 pence.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )