Torsdagens aktier: Rentemøder stjal overskriften

 

Det danske aktiemarked oplevede torsdag en svingende dag, hvor rentemøder stjal overskrifterne. C20 indekset lukkede 0,4 pct. højere i 447,6. ECB fastholdt renteniveauet i eurozonen, og ECB-chef Trichet fjernede spekulationerne om en rentestigning i februar. Det fik de europæiske kurser til at stige efter en overraskende renteforhøjelse fra Bank of England først havde ødelagt lidt af den positive stemning. Danske Bank og Novo Nordisk var i centrum.

 

Det bliver Danske Bank, der sammen med finanshusene Citigroup og Morgan Stanley skal stå for børsnoteringen af DONG. Samtidig bliver Nordea centralt placeret i salgskonsortiet, meddelte Finansministeriet. Danske Bank lukkede 0,3 pct. højere i kurs 248,8, mens Nordea lukkede 2,6 pct. højere i kurs 87,8.

 

Avisen The New York Times satte torsdag eftermiddag fokus på det amerikanske insulinmarked. 11 amerikanske guvernører har bedt den amerikanske sundhedsstyrelse om at lette vejen for salget af generisk insulin. Novo er blandt de dominerende virksomheder på det amerikanske marked. Salget af generisk insulin kan presse prisen på Novos amerikanske bestseller Novolin. Novo lukkede 0,2 pct. lavere i kurs 479,0.

 

Carlsberg fik hævet sit kursmål af finanshuset Goldman Sachs med 12 pct. til 410 kr. og gentaget sin salgsanbefaling. Carlsberg har samtidig valgt at lukke produktionen af discountsodavand på trods af en markedsandel på 20 pct. Markedet har ikke været lukrativt for Carlsberg. Bryggerigiganten endte 1,1 pct. højere i kurs 561.

 

FLSmidth fik en ordre på en produktionslinie til en cementfabrik i Irland. Ordrens værdi er på 390 mio. kr. FLS udtalte samtidig, at ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til anlæggets idriftsættelse ved udgangen af 2008. FLSmidth & Co. lukkede 0,3 pct. lavere i kurs 355,5.

 

Rockwool sluttede 4,2 pct. højere i kurs 987. Sydbank gentog sin "overvægt" anbefaling og opjusterede skønnet for Rockwools afsluttede regnskabsår - 2006- med ca. 13 pct. og med 4-5 pct. for 2007. Nordea Markets løftede også sit kursmål til 1060 kr. fra 952 kr.

 

Sanistål har købt beslagvirksomheden Carl F og venter, at det vil påvirke resultatet før skat i 2007 marginalt, mens resultatpåvirkningen i 2008 ventes at blive 25 til 35 mio. kr., og i de efterfølgende år 45 til 50 mio. kr. pr. år. Sanistål lukkede 8,5 pct. højere i kurs 955.

 

Vinderup Bank opjusterede sine forventningerne til 2006 med hele 30 pct., således, at der ventes et overskud før skat på 12,5 mio. kr. Vinderup Bank endte 4,8 pct. højere i kurs 1300.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )