Torsdagens aktier: Opjustering sender Jyske Banks aktie helt til tops

Arkivfoto: En opjustering fra Jyske Bank skaber begejstring på det danske aktiemarked torsdag morgen, hvor en positiv stemning har bredt sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

En opjustering fra Jyske Bank skaber begejstring på det danske aktiemarked torsdag morgen, hvor en positiv stemning har bredt sig.

Eliteindekset, C25, stiger 0,7 pct. til 1248 efter kort tids handel, og dermed følger det danske marked udviklingen i både USA onsdag og Asien torsdag morgen.

En mere positiv stemning indfandt sig også særligt efter dansk lukketid onsdag, da meldinger fra både Iran og USA blev tolket som forsøg på at undgå en yderligere optrapning af konflikten mellem de to lande.

Jyske Bank har fem minutter før handelsstart udsendt en fondsbørsmeddelelse, hvor forventningerne til overskuddet efter skat for hele 2019 opjusteres.

Banken venter nu et samlet overskud på omkring 2,4 mia. kr., hvilket er 400 mio. kr. mere, end selskabet tidligere havde forudset.

Baggrunden for det bedre resultat fremgår ikke af meddelelsen, og Jyske Banks finansdirektør afviser over for Ritzau Finans at fortælle yderligere, før årsregnskabet offentliggøres den 25. februar.

Opjusteringen kommer efter en nedpræcisering i regnskabet for tredje kvartal i slutningen af oktober, hvor Jyske Bank reducerede sin ret vidtfavnende resultatprognose til 2,0 mia. kr. fra tidligere 2,0-3,3 mia. kr.

Jyske Banks aktie stryger helt til tops i eliteindekset med et hop på 6 pct. til 259,50 kr.

Analysenyt til Genmab, Alk og Matas

Genmab er også i fokus, efter at både Deutsche Bank og Jefferies har løftet kursmålet for selskabets aktier.

Jefferies sigter nu efter 1900 kr. mod tidligere 1850 og holder fast i anbefalingen »køb«. Deutsche Bank er også tro mod sin anbefaling »hold« og skærer kursmålet til 1545 kr. fra 1575 kr.

Genmabs aktie starter med en stigning på 1,1 pct. til 1482,50 kr.

ALK-Abelló har også fået løftet kursmålet til 1580 fra 1400 af Jefferies. Anbefalingen er uændret »hold«, viser data fra Bloomberg News.

Torsdag starter aktien med et kurshop på 3,5 pct. til 1737 kr.

Matas skabte begejstring blandt investorerne onsdag, og den gode stemning varer ved torsdag, hvor aktien går frem med 2,9 pct. til 64,80 kr. efter onsdagens store hop på 16,7 pct.

Onsdag oppræciserede materialistkæden forventningerne til omsætningsvæksten i 2019/20 efter et stærkt julekvartal med flere kunder, høj vækst og rekord i onlinesalget.

Siden har SEB hævet kursmålet for en aktie i Matas til 90 kr. fra 75 kr. I samme ombæring fastholder finanshuset sin købsanbefaling af aktien. Det fremgik onsdag efter børslukketid af data fra Bloomberg News.

Pandora fortsætter fremgangen

Tilbage i C25-indekset har Pandora klaret sig særdeles godt de seneste handelsdage, og aktien i smykkeselskabet er steget mere end 16 pct., siden selskabet præsenterede foreløbige tal for fjerde kvartal mandag.

Ved indgangen til året havde shortinvesorer, der spekulerer i kursfald til Pandora, en position svarende til 12,6 pct. af aktiekapitalen, og med de seneste kursstigninger i aktien ligger shortinvestorerne til at have tabt 678 mio. kr. på satsningen siden nytår.

Efter de foreløbige regnskabstal blev præsenteret mandag, er der dog ikke tegn på, at shortinvestorerne skruer ned for deres satsning. To store spillere har tværtimod skruet op, mens én har reduceret sin position.

Torsdag morgen stiger aktien 1 pct. til 347,10 kr.

/ritzau/FINANS