Torsdagens aktier: Novozymes bundprop i C20

 

Novozymes var i fokus da enzymkoncernen fremlagde helårsregnskab for 2006. Tallene skuffede markedet, der prompte sendte Novozymes-aktien mod syd i et i forvejen surt marked. C20-indekset lukkede 0,8 pct. lavere i 457,7 med næsten samtlige medlemmer i negativt terræn.

 

Novozymes aflagde over middag helårsregnskab for 2006. Driftsindtjeningen blev på 1,34 mia. kr., hvor analytikere adspurgt af RB-Børsen i gennemsnit ventede en indtjening på 1,33 mia. kr. Novozymes meddelte samtidig, at selskabet venter at købe egne aktier tilbage for op til 500 mio. kr. i år. Samtidig venter Novozymes en 07-vækst på 7-9 pct., mens overskuddet af driften ventes at stige 5-7 pct. Det blev ikke godt modtaget af markedet, der straks sendte Novozymes aktien lavere.

 

- Forklaringen på faldet er skuffende forventninger for 2007 samt en lidt lavere aktietilbagekøbsprogram end ventet, vurderede chef for sales trading i Danske Bank, Mads Zink, overfor RB-Børsen. Novozymes endte 3,0 pct. lavere i kurs 513.

 

FLSmidth tiltrak sig også opmærksomhed, da selskabet annoncerede en kontrakt på godt 670 mio. kr. på levering af en cementfabrik i Kasakhstan. Ordren er bestilt af Kokshe Cement, der er delvist ejet af det kasakhstanske selskab East Energy Company (EEC). FLS endte 0,9 pct. højere i kurs 374,5.

 

Vestas, der er steget massivt over de seneste dage, tabte 2,6 pct. til kurs 258. Nyhedsstrømmen omkring Vestas var begrænset.

 

Finanshuset Credit Suisse hævede anbefalingen af Danske Bank-aktien til "outperform" fra tidligere "neutral" og gav aktien et kursmål på 290. Danske Bank lukkede 0,2 pct. højere i kurs 259,5.

 

Nordea endte uændret i kurs 91,0. Danske Equities ser en øget sandsynlighed for en fusion mellem Nordea og svenske SEB. Fusionsspekulationerne kommer efter udtagelser fra Wallenberg-familien, der ejer 20 pct. af SEB. Danske Equities sætter sandsynlighed på en fusion til 25 pct.

 

A.P. Møller - Mærsk B endte med et kursfald på 2,1 pct. til 56.800, efter at storbanken HSBC sænkede anbefaling af Møller-aktien til "underweight" fra "neutral".

 

Udenfor C20 indekset steg Genmab 4,3 pct. til kurs 390 under massiv omsætning, dog uden at investorerne kunne bruge fondsbørsmeddelelser omhandlende Genmab som rettesnor.

 

Illikvide Glunz & Jensen, der blandt andet producere kamerabagstykker, offentliggjorde et halvårsregnskab, der indeholdt en nedjustering af helårsforventningerne. Nu ventes driftsresultatet at lande på 0-5 mio. kr. mod tidligere 15-20 mio. kr. Glunz & Jensen blev sendt i brædderne med massive 9,4 pct. til kurs 72,5.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )