Novo Nordisk holdt sig hele handelsdagen torsdag i toppen af nærmest stillestående C25-indeks, hvor fraværet af såvel større selskabsspecifikke nyheder som nyt fra handelsforhandlingerne mellem USA og Kina gjorde det svært at piske en stemning op.

Men sidst på handelsdagen blev medicinalaktien overhalet af Ambu og Pandora.

Eliteindekset sluttede dagen i 1240,68 efter et fald på marginale 0,02 pct.

»Det har været stille og roligt med måske en lidt småsur stemning ude i Europa, men ikke noget dramatisk,« sammenfatter Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, sit indtryk af handelsdagen.

»Der ved at falde ro over tingene, og jeg tænker, at vi nu kører året relativt roligt i mål,« siger han i forventning om, at der ikke kommer mere nyt fra handelsforhandlingerne på denne side nytår efter indgåelsen af fase 1-aftalen mellem de stridende parter.

Novo steg 1,1 pct. til 384,95 kr., og stigningen skal ifølge Martin Munk mest ses som et combeack efter onsdagens fald.

Men et positivt notat om den amerikanske konkurrent Eli Lilly fra finanskæmpen Morgan Stanley onsdag aften kan have givet noget positiv afsmitning.

Ambu steg 1,5 pct. til 108,95 kr., og Pandora blev hen over dagen løftet 1,7 pct. til 281,50 kr. - for begges vedkommende uden baggrund i større selskabsspecifikke nyheder.

En af dagens få nyheder drejede sig om Ørsted, der er kommet af med sin underskudsgivende forretning for flydende naturgas, LNG. Men det har været nødvendigt at betale råvareselskabet Glencore for at overtage forretningen.

Ørsted har fortaget hensættelser, men ikke tilstrækkeligt. Men forventningerne til driftsoverskuddet på EBITDA-niveau påvirkes ikke, og fra næste år vil salget have positiv EBITDA-effekt, oplyste Ørsted.

Alligevel tabte aktien 0,5 pct. til 655,80 kr.

NYE KURSMÅL TIL ELITEAKTIER

Blandt de øvrige selskabsspecifikke nyheder i eliteklassen var en opjustering af kursmålet for Genmab hos Danske Bank til 1750 kr. fra 1650 kr.

Anbefalingen forbliver »køb« for aktien, der steg 0,5 pct. til 1466,50 kr. Genmab oplyste i øvrigt sidst på eftermiddagen om en partnerskabsaftale med tyske Curevac.

Vestas fik løftet sit kursmål til 600 kr. fra 570 kr. af britiske HSBC. Anbefalingen er uændret »hold«. Vestas tabte alligevel 0,7 pct. til 678 kr.

Vindmølleaktien er sædvanligvis i fokus, når en kvartalsafslutning nærmer sig, og ordreindgangen accelererer, og spændingen bliver ikke mindre, når året nærmer sig sin afslutning.

»Vi regner med, at de kommer til at infomere om en masse ordrer her mellem jul og nytår, som de plejer,« konstaterer Martin Munk.

Vestas har siden nytår annonceret ordrer på 15.427 megawatt. Det er vel at mærke uden de uannoncerede ordrer for årets fjerde kvartal, som investorerne først får kendskab til i forbindelse med selskabets næste regnskabsaflæggelse.

De uannoncerede ordrer for årets første ni måneder er medregnet. I 2018 landede Vestas til sammenligning ordrer med en samlet kapacitet på 14.214 MW, og dermed er rekorden allerede overgået.

NORDEA OG DFDS PÅ OPKØB

Uden for C25 indgik Nordea aftale med franske Société Générale om køb af alle aktier i SG Finans for 575 mio. euro - svarende til 4,3 mia. kr.

Det sker med henblik på at lægge virksomheden sammen med Nordeas tværnordiske finansieringsselskab, Nordea Finance.

Nordea kunne desuden onsdag aften fortælle, at banken frigør kapital og deler risikoen på en række virksomhedslån - herunder også SMV-lån - med nogle investorer. Storbanken har indgået en såkaldt risikodelingstransaktion, en »risk sharing transaction,« der gælder for 5,1 mia. euro - eller over 38 mia. kr. - af bankens låneportefølje.

Torsdag steg Nordea-aktien 0,4 pct. til 53,82 kr.

DFDS har også være på opkøb med overtagelsen af den finske logistikvirksomhed Freeco Logistics. Virksomheden omfatter en flåde på omkring 150 trailere og otte lastbiler, og den har 31 ansatte, omsætter årligt for 20 mio. euro, og overtagelsen giver rederiet kritisk masse i Finland, oplyste DFDS.

Aktien steg 0,6 pct. til 320,20 kr.

FORTSATTE FALD OG LIDT REVANCHE

Bang & Olufsen var fortsat på hælene efter onsdagens massive kursklø. Struerkoncernen faldt yderligere 3,9 pct. til 31,40 kr. efter et dyk på 16,4 pct. onsdag, efter at selskabet i hele træskolængder kappede en femtedel af sine omsætningsforventninger til 2019/20.

Per Aarsleff, der faldt 4,6 pct. onsdag, slap heller ikke godt fra mødet med investorerne efter sit årsregnskab onsdag, som målt på driftsindtjeningen og prognoserne var lidt til den svage side i forhold til analytikernes forventninger.

Siden har Nordea skåret sit kursmål for aktien til 290 kr. fra 300 kr. Anbefalingen er stadig »køb«.

Men Per Aarsleff sluttede torsdag uændret i 219 kr.

Blandt de mindre selskaber løftede Boliga forventningerne til omsætningen, resultatet af primær drift og resultatet før skat i regnskabsåret 2019.

Aktien steg 5,8 pct. til 4,76 kr.

/ritzau/FINANS